| Svinetransport foregik i smugSkrevet d. 23 Maj 2005I en række tilfælde har svineavler Peter Andersen brudt reglerne for at flytte svin.
Gennem flere måneder har lastvogne læsset med omkring 700 smågrise hver anden uge forladt gårdspladsen på Lynggård ved Præstø med kurs mod Tyskland. En af de transporter endte i sidste uge ulykkeligt med 97 døde svin.
Men transporterne er usynlige i de offentlige registre. Selv om myndighederne kræver det, registrerede Peter Andersen ikke transporterne i Det Centrale Husdyrsregister, DCR. Det viser en udskrift fra registeret, som Politiken er i besiddelse af.
Skal til domstolene
»700 svin hver anden uge, det er en alvorlig sag. Den skal til domstolene, hvis det er i denne størrelsesorden«, siger kontorchef i Fødevarestyrelsens veterinærafdeling John Larsen, der går i gang med at undersøge sagen nærmere i dag:
»Det lyder underligt, at man glemmer det så konsekvent«, siger han.
Kan skjule for stor produktion
Forglemmelserne kan betyde, at landmanden ubemærket har produceret for mange svin. Grise bliver nemlig registreret, når de bliver flyttet, i stedet for når de bliver født. Og når transporten til Tyskland ikke står i registret, kan grisene helt have undgået at blive talt med. Det vil myndighederne nu undersøge nærmere.
Når landmændene ikke overholder deres forpligtelser, betyder det også, at dyrlægerne mangler et vigtigt værktøj til at spore sygdomme
»Hvis der kommer udbrud af smitsom sygdom, så har vi vanskeligt ved at afgrænse smitten, for så ved vi ikke, hvor dyrene er blevet af«, siger John Larsen.
Ikke en eneste transport registreret
Et udtræk fra den offentlige Svineflyttedatabase viser, at der ikke er registreret en eneste transport fra Lynggård til Tyskland i 2005 - faktisk er den sidste dateret tilbage i 2003. Landmænd har syv dage til at indberette en transport, og hverken transporterne 16. maj, 25. april eller 11. april fremgår af listen.
På Peter Andersens Lynggård kan man ikke redegøre for, hvorfor svinene ikke er i indberettet.
»Alle dyr, der flyttes, registreres. Men det er dem, der kører med dyrene, der normalt gør det. Så jeg kan ikke sige på stående fod, hvordan det hænger sammen, at de ikke er registrerede«, siger en medarbejder på gården, der ikke vil sige sit navn.
Fødevarestyrelsen slår fast, at landmanden altid i sidste ende bærer ansvaret for at indregistrere korrekt, uanset om han har overladt opgaven til eksportfirmaet eller vognmanden.
Det er ikke første gang, at myndigheder har fat i kraven på Peter Andersen. Han er tidligere blevet dømt for at have ulovlig medicin på driften i 2001.
For ringe kontrol
Og nu altså ved at sende en dyretransport af sted i uforsvarlig stand.
De lokale dyrlæger har erkendt, at kontrollen med transporten ikke var god nok.
»Vi skulle have opdaget det. Men det var vognmanden og bedriften, der snød. Det er deres ansvar, at der ikke kommer for mange grise på«, siger kredsdyrlæge Per Christiansen.
Kampagne for reglerne
Fødevarestyrelsen kæmper med at få landmændene til at indberette deres transporter af dyr korrekt. Derfor starter myndigheder en kampagne i 2005, der skal få landmændene til at overholde reglerne bedre.
Blandt andet skal oplysningerne fra de lokale kredsdyrlæger samkøres med oplysninger i Det Centrale Husdyrsregister og landmændenes årlige indberetninger til Plantedirektoratet.
»Landmændene er ikke så gode, som de burde være. Vi skal have kvaliteten af indberetningerne op. Det er også noget, kommunerne kan bruge til at kontrollere produktionen«, siger John Larsen fra Fødevarestyrelsen.
Kilde: Politiken
Se alle nyhederne
|