| Vi vil have dansk mælkSkrevet d. 24 Maj 2005Hele 96 pct. af de danske forbrugere foretrækker den danske mælk, viser ny undersøgelse.
Der er klar tale, når det gælder indkøb af mælk. Mælken bør ganske enkelt være dansk. Det mener 96 pct. af forbrugerne i en spørgeundersøgelse, som Retail Institute Scandinavia har udarbejdet for magasinet &mælk.
Undersøgelsen, der omfatter 600 danske forbrugere, viser, at danskerne generelt foretrækker danske frem for udenlandske fødevarer. Begrundelsen til at købe dansk lyder blandt andet på, at danske varer er mere friske, og den danske fødevaresikkerhed er bedre.
"Det er et fantastisk flot resultat, som dansk mejeribrug kun kan være stolte af," lyder reaktionen fra Kaj Ole Pedersen, formand for Mejeriforeningen. Han er ikke overrasket over, at det netop er mælken, som så mange danskere helst ser er dansk.
"I Danmark har vi en lang tradition for at producere frisk mælk og ikke langtidsholdbar konsummælk. Derfor vil danskerne ikke have andet end frisk mælk," siger Kaj Ole Pedersen.
Lyt til forbrugeren
Kaj Ole Pedersen håber, at den klare tale vil blive fulgt op af handling i butikkerne. Samtidig mener formanden, at butikkerne bør lytte til danskernes ønsker.
"Jeg håber, at detailhandlen tager forbrugernes holdninger til efterretning og sikrer markedsføringen af danske mejeriprodukter," siger Kaj Ole Pedersen.
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|