| Frosne hindbær mistænkt for virus på Aalborg sygehusSkrevet d. 1 Juni 2005Fødevareregion Nordjylland og Embedslægeinstitutionen for Nordjyllands Amt fortsætter undersøgelserne af, hvad der kan være årsagen til det udbrud af virusinfektion, som startede på Aalborg Sygehus for snart to uger siden.
Der er blevet foretaget spørgeskemainterview af 120 personer blandt personale og patienter, som har været udsat for smitterisiko om, hvad de har spist. Interviewene peger i retning af flere retter, som kunne være kilde til infektionen. Statistisk set er resultaterne af interviewene usikre, bl.a. fordi antallet af interviewede personer trods alt er relativt lille, og fordi der er så mange forskellige fødevarer involveret. Samlet set vurderes materialet dog at indikere, at det at have spist hindbærfromage er mest sandsynlig årsag til sygdom.
I håb om at kunne indsnævre årsagen til infektionen yderligere, vil embedslægen nu interviewe de ansatte i køkkenet, om hvad de spiste, før infektionen brød ud. Disse undersøgelser forventes færdige i starten af næste uge.
Fødevareregion Nordjylland og embedslægen arbejder videre med en hypotese om, at fromagen med hindbær er årsag til infektionen. Desuden kender man i udlandet til tilfælde af infektion med virus fra frosne hindbær. Bærrene kan fx være inficeret ved vanding, plukning, skylning eller pakning. Fødevareregionen har derfor sendt en prøve af hindbærrene til undersøgelse for virus. Virusundersøgelser er teknisk vanskelige, og der kan derfor gå et par uger, før svaret kendes.
Bærrene, som er brugt i fromagen, er frosne hindbær i småstykker produceret i Polen. Den danske virksomhed Ardo A/S, som har importeret de færdigpakkede hindbær, har for en sikkerheds skyld trukket dem tilbage fra markedet. Virksomheden har kun solgt bærrene til storkøkkener, og de er derfor ikke blevet solgt til private husholdninger.
Se alle nyhederne
|