| 12-årig vinder af Skolemælks-konkurrenceSkrevet d. 1 Juni 2005Anne Færlov Christensen fra 5. klasse på Sct. Mariæ Skole ved Aalborg er vinderen af et rejsegavekort på 15.000 kr. fra Mejeriernes Skolemælksordning.
Anne Færlov Christensen på 12 år havde svært ved at tro sin egen øjne, da hun modtog et rejsegavekort på 15.000 kr. fra Mejeriernes Skolemælksordning. Hun var fredag et glædesstrålende midtpunkt i skolens aula, hvor lærere og elever var mødt op for at overvære overrækkelsen af førstepræmien i konkurrencen – 'Hvad hedder Skolemælks to maskotter?'
"Min mor sad og læste spørgsmålet og spurgte mig, om jeg vidste, hvad Skolemælks to maskotter hedder. Yvette og Muhle, svarede jeg uden at tøve," forklarer Anne.
Anne har hyppigt haft heldet med sig på det seneste. For nylig har hun vundet andre små præmier som en grill og en picnickurv med 140 pølser, men hun har aldrig før vundet noget i denne størrelsesorden, fortæller hun.
"Jeg har været med i Skolemælksordningen siden jeg gik i børnehaveklassen, men jeg har aldrig overvejet, at jeg kunne vinde en gevinst ved det. Det er lidt sjovt, fordi vi er den klasse, der drikker mest mælk på skolen," siger Anne.
Anne rejser meget med familien, og rejsegavekortet skal sandsynligvis gå til familiens sommerferie, der i år har USA som rejsemål.
"Min familie og jeg var i Australien, da Mejeriernes Skolemælksordning forgæves forsøgte at kontakte os. Det endte da også med, at de kontaktede min skole for at tjekke, om jeg gik der. Da de hørte, at vi var ude at rejse, blev de bange for, at flodbølgen i Asien havde ramt os. Men heldigvis kom vi sikkert hjem til gode nyheder," forklarer den glade vinder.
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|