| Arla sagsøges for 55 mio. kr.Skrevet d. 5 Marts 2005Hirtshals Andelsmejeri har nu samlet så mange indicier, at mejeriet trækker Arla i retten.
Mejerigiganten Arla overtrådte konkurrenceloven ved at presse engros-kæden Metro til at fjerne hirtshalsmælk fra hylderne, mener andelsmejeriet.
»Desuden har vi en formodning om, at der er overført et sekscifret beløb fra Arla til Metro i samme periode, og det er summen af de informationer, vi har fået ind, som får os til at rejse et erstatningskrav nu«, siger Anker Laden Andersen, advokat for Hirtshals Andelsmejeri.
Professor: Usædvanligt
Beslutningen kommer, blot en måned før bagmandspolitiet afgør, om der er grund til at gå i retten med sagen.
Ifølge professor i erhvervsret ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, er det usædvanligt at anlægge erstatningskrav, når en sag ikke er afgjort hos bagmandspolitiet.
»Man ville normalt vente på, at bagmandspolitiet rejser tiltale«, siger han.
Aftale opsagt efter fire dage
Hirtshals Andelsmejeri indgik i september 2003 en aftale med butikskæden Metro, men efter bare fire dage med hirtshalsmælk på hylderne opsagde Metro kontrakten.
Hirtshals Andelsmejeri forstod ikke Metros kovending og mente, at mælkemonopolet Arla havde haft en finger med i spillet.
Derfor sendte mejeriet sagen til Konkurrencestyrelsen. Styrelsen gik i gang med undersøgelserne, men i marts 2003 blev sagen så alvorlig, at Konkurrencestyrelsen sendte den videre til bagmandspolitiet.
Politiet klar om en måneds tid
Det har brugt et år på at grave, og nu lader det til, at arbejdet nærmer sig en afslutning.
»Vi er ved at være færdige med efterforskningen, og jeg regner med, at vi kan tage stilling til tiltalespørgsmålet i løbet af den næste måneds tid«, siger statsadvokat Henning Thiesen.
Mailkorrespondance
Men Hirtshals Andelsmejeri kan altså ikke vente. Anker Laden Andersen har i den seneste tid indsamlet informationer, som bestyrker mejeriets mistanke mod Arla. Blandt andet har han sidste år forsøgt at få indsigt i en mailkorrespondance, som angiveligt er foregået mellem Arla og Metro i dagene op til, at Metro opsagde kontrakten med Hirtshals Andelsmejeri.
Ifølge Anker Laden Andersen beviser mailkorrespondancen, at Metro og Arla har indgået en ulovlig aftale.
»Vi gik til Københavns Byret for at få den til at pålægge bagmandspolitiet at fremlægge den mailkorrespondance, som Konkurrencestyrelsen er kommet i besiddelse af ved en razzia - men det har Metro og Arla sat sig imod. At Metro og Arla har protesteret, bestyrker vores mistanke«, siger Anker Laden Andersen:
Professor: Normal adfærd
Lars Bo Langsted mener ikke, at Arlas og Metros modvilje mod andelsmejeriets indsigt i sagen beviser noget.
»Der behøver ikke at ligge nogen erkendelse i, at man ikke vil udlevere mailkorrespondancen. Man vil beskytte sine forretninger, og det at de protesterer, er en fuldstændig normal situation«, siger han.
Ingen kommentarer
Arla vil ikke kommentere erstatningskravet, men venter på en afgørelse fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - også kaldet bagmandspolitiet.
»Statsadvokaten er endnu ikke færdig med at undersøge sagen, og derfor kan vi ikke komme med nogen kommentar til, om erstatningskravet er rimeligt. Vi er nødt til at finde ud af, om Arla har gjort noget ulovligt først«, siger Arlas pressechef, Louis Illum Honoré. Han tilføjer, at Arla har fuld forståelse for, at der skal gives en erstatning, hvis der er gjort noget ulovligt.
Kilde: Politiken
Se alle nyhederne
|