| Specialindsats hæver fødevarestandarden på NørrebroSkrevet d. 16 Marts 2005Der er kommet flere smilende smiley'er i fødevarebutikkerne på Nørrebro i København, efter Fødevarestyrelsen har skærpet indsatsen over for 50 butikker.
Midlerne har været flere besøg, påbud og bøder. Det er især rengøringen og vedligeholdelsen, der er blevet bedre, mens det stadig kniber med egenkontrollen.
Fødevarestyrelsens løbende kontrol med fødevarebutikker og restauranter på Nørrebro i København viser, at virksomhederne her ikke har lige så glade smiley'er som fødevarebutikker andre steder i landet. Derfor har Fødevareregion København de seneste måneder sat ekstra ressourcer ind i et projekt for at hæve standarden. Projektet er gennemført i samarbejde med Arbejdsdirektoratet og Nærpolitiet på Nørrebro.
Fødevareregionen har været på kontrolbesøg hos de udvalgte butikker og restauranter oftere end normalt for at kontrollere og følge op på eventuelle problemer. Således har virksomhederne med de største problemer haft månedlige besøg mod normalt et besøg om året.
"Projektet viser, at det godt kan lade sig gøre at hæve smiley-standarden i butikkerne på Nørrebro, men det kræver en særlig indsats. Til gengæld får vi også taget fat der, hvor problemerne er størst. På den måde er ressourcerne givet godt ud," siger familie- og forbrugerminister Lars Barfoed.
Det er lykkedes at få næsten dobbelt så mange storsmilende smiley'er i butikkerne, end før og som helhed er standarden hævet. Der er dog også kommet flere af de rigtig sure smiley'er. Det skyldes, at nogle af butikkerne ikke har fulgt op på de påbud, de har fået undervejs, og at de ikke har hængt kontrolrapporten op, så kunderne kan se den, sådan som loven kræver.
Den særlige indsats på Nørrebro i København fortsætter de næste måneder. Her vil Fødevarekontrollen koncentrere sig om at tage prøver af madvarer og kontrollere dem for blandt andet sygdomsfremkaldende bakterier.
Se alle nyhederne
|