| Coop solgte fordærvede pølserSkrevet d. 18 Juni 2005Coop ledelsen er rystede efter fundet af fordærvede pølser i fem af kædens slagterafdeliger i Superbrugs- og Kvickly-butikker i Sønderjylland.
Ifølge tilsynsførende Eva Rosenørn fra Fødevareregion Sønderjylland, blev der fundet pølser, der var slimede, som lugtede og var fordærvede på sidste holdbarhedsdato.
- Sådan nogle pølser er ikke egnede til menneskeføde og må ikke sælges, siger hun til DR Syd i Aabenraa.
Miljødirektør: Uacceptabelt
Miljødirektør og ansvarlig for egenkontrol hos Coop Danmark, Mogens Werge beklager de fordærvede pølser i butikkerne.
- Det er helt uacceptabelt, at det kan finde sted, og det viser bare, at det er godt, at vi har en fødevarekontrol i Danmark. Nu må vi analysere, hvad der er sket, men det her kan forbrugerne ikke være tjent med. Hvis det betyder at kunderne mister tillid til os, kan jeg ikke bebrejde dem det, siger Mogens Werge.
Alle Coop-butikker undersøges
Af frygt for at billedet er det samme over hele landet, skal alle Coop-butikker i næste uge undersøges nærmere, og Mogens Werge afviser ikke at der kan være fyringer på vej.
- Vi har klare procedurer for hvordan man omgås varerne og vi kan ikke acceptere, hvis nogle mod bedre vidende laver fejl. I den sidste ende må vi kigge på, om vi har personale, som ikke er dygtigt nok, siger han.
Coops butikker blev afsløret i begyndelsen af juni under kontrolbesøg af slagterafdelinger i Sønderborg, Aabenraa, Tinglev, Augustenborg, Nordborg, Løgumkloster og Skærbæk.
Hos otte af de undersøgte slagterforretninger og supermarkedsslagtere blev der fundet fordærvede pølser og fem af butikkerne tilhørte altså Coop Danmark. Fire butikker har fået bøder på op til 10.000 kroner og flere andre er politianmeldte.
Kilde: DR
Se alle nyhederne
|