| Forbrugerminister smagte rumyoghurtSkrevet d. 10 Juni 2005Der blev diskuteret fødevaresundhed og smagt på rumyoghurt, da familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) gæstede Arla Foods’ hovedkontor i Viby.
Lars Barfoed blev på et møde mandag 6. juni med viceadm. direktør Andreas Lundby, koncerndirektør Michael Stevns og koncerndirektør Peder Tuborgh orienteret om Arla Foods og virksomhedens aktiviteter.
Ministeren fik blandt andet en gennemgang af Kvalitetsprogrammet Arlagården og blev desuden præsenteret for virksomhedens arbejde med at forbedre forholdet til forbrugerne gennem Det nye Arla i Danmark.
”Det var et meget interessant møde. Det er vigtigt, at vi sikrer os sunde fødevarer, og her kan jeg se, at Arla er langt fremme med for eksempel Arlagården”, sagde Lars Barfoed.
Ministeren fik efter mødet lejlighed til at stifte bekendtskab med en række af Arlas senest lancerede produkter på det danske marked.
Desuden var der lagt poser med Arlas rumyoghurt frem, og i al hast måtte der fremskaffes en saks, da ministeren ville have en smagsprøve af yoghurten. Det var samme yoghurt som den, der for øjeblikket befinder sig på den internationale rumstation ISS.
”Den smagte udmærket – de har det godt de astronauter”, lød det med et smil fra Lars Barfoed, der efter folketingsvalget i februar blev udnævnt til familie- og forbrugerminister.
Besøget hos Arla var led i en mini-rundtur i Østjylland til nogle af aktørerne inden for fødevareområdet. Om formiddagen havde ministeren besøgt Mejeriforeningen, og efter besøget hos Arla gik turen til Daniscos afdeling i Brabrand.
Se alle nyhederne
|