| Ombudsmanden kritiserer FødevareministerietSkrevet d. 22 Juni 2005Fødevareministeriet forsøgte først at afvise to journalister, der søgte om aktindsigt og siden at få journalisterne til at trække deres klage over afvisningen tilbage mod at få aktindsigten alligevel.
Det har nu fået Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen til at kritisere ministeriet for at forsøge at forhindre de to journalister i at skrive om EU’s landbrugsstøtte.
Ville undersøge landbrugsstøtte
Journalisterne Kjeld Hansen og Nils Mulvad fra Dicar, Center for Analytisk Journalistik søgte i 2003 om aktindsigt i Fødevareministeriets oplysninger om, hvem der modtager de ti milliarder kroner, der hvert år bliver uddelt i landbrugsstøtte i Danmark.
Direktoratet for FødevareErhverv afviste anmodningen om aktindsigt og henviste til, at de pågældende oplysninger ikke eksisterede som ét dokument, eller en enkelt edb-fil, men at der var tale om 49.666 enkeltsager. Den samfundsmæssige nytte stod derfor ikke mål med de ressourcer, det ville kræve at give dem oplysningerne, lød forklaringen.
Tynde forklaringer fra direktoratet
Hans Gammeltoft-Hansen valgte at gå ind i sagen i 2004 og er nu klar med en 72 sider lang redegørelsen om sagen.
- Det havde efter min mening været ønskeligt, om direktoratet fra starten tydeligt havde tilkendegivet, hvilke regler der blev anvendt, hvorledes disse regler blev fortolket, og da direktoratet ændrede opfattelse med hensyn til, om der kunne gives aktindsigt, tydeligt havde forklaret, at dette beroede på en ændret fortolkning og ny indsigt i, hvorledes oplysningerne var blevet behandlet i direktoratets it-system, skriver Hans Gammeltoft-Hansen blandt andet i redegørelsen.
Databaser er ét dokument
Daværende fødevareminister Mariann Fischer Boel erkendte senere, at oplysningerne lå i et it-system, og altså ét dokument.
Kjeld Hansen kalder ombudsmandens afgørelse for "et afgørende gennembrud for aktindsigt i statens databaser".
- Nu er en database at opfatte som ét dokument. Samtidig har Fødevareministeriet nu utvetydigt få besked på, at de ikke bare kan stikke en sludder for en sladder, når man søger om aktindsigt - hvilket ofte får mindre ihærdige til at give op, siger journalisten.
Af listen over de næsten 50.000 modtagere af landbrugsstøtte fremgår blandt meget andet, at Mariann Fischer Boel selv modtog 389.702 kroner i EU-støtte i 2003.
Kilde: DR
Se alle nyhederne
|