| Irma starter salg af eksklusive vine på nettetSkrevet d. 30 August 2005 forbindelse med Irmas 119 års fødselsdag, introducerer kæden et usædvanligt vin-udsalg.
Det drejer sig om meget små restpartier af eksklusive Bordeaux vine til priser fra 295 kr. til 1650 kr. pr. flaske.
Vinene udbydes kun til salg på Internettet på www.irma.dk. Der er et begrænset antal af hver vin, som først leveres i løbet af cirka to måneder, når Irma får vinene hjem fra kældrene i Bordeaux, hvor vinen stadigvæk ligger. Herefter skal kunderne hente og betale vinene i den Irma butik, der passer dem bedst.
Der bliver tale om i alt 10 forskellige vine, heriblandt:
Chateteau Lafite Rotchild, 1. cru, Pauillac 2002 (Pris: 995 kr.)
Chateau Léoville Las Cases, 2. cru, Saint Julien 2000 (Pris: 1650 kr.)
Chateau Suduiraut, Sauternes 1998 (295 kr.)
Disse og syv andre vine udbydes til salg på www.irma.dk fra mandag den 5. september til og med søndag den 18. september (hvis ikke de er udsolgt inden da). De bliver solgt efter først til mølle princippet.
”For Irma er der tale om en test. Hvis det bliver en succes, vil vi komme med flere tilsvarende tilbud, hvor der er tale om varer, der er så specielle og begrænsede i antal, at vi ikke kan distribuere dem til alle vore 68 butikker, men som er interessante for nogle af vores kvalitetsbevidste kunder,” siger indkøbschef Hans Christian Ipland.
Irma er verdens næst ældste dagligvarekæde, og blev grundlagt af Carl Schepler i 1886 i Ravnsborggade på Nørrebro i København. Fødselsdagen fejres – udover de utraditionelle vintilbud - også med mere traditionelle fødselsdagstilbud i de 68 Irma butikker, samt gennem udgivelse af nyt nummer af ”Irma krydderiet”, der er Irmas eget velestimerede magasin med inspiration og historier om varer.
Se alle nyhederne
|