| Mælk mod PMSSkrevet d. 16 August 2005Op mod 40 pct. af alle kvinder lider af præmenstruelt syndrom, som kan gribe voldsomt ind i hverdagen. Forskere har fundet ud af, at calcium kan dæmpe symptomerne.
Amerikanske undersøgelser peger på, calcium kan have en positiv effekt på præmenstruelt syndrom (PMS). Mange forskellige typer kosttilskud er blevet afprøvet, men det er kun calcium, der har haft en signifikant effekt. Effekten af calcium ligger fuldt på højde med, hvad man ser ved behandling med medicinske præparater, eksempelvis hormoner, men har ikke de samme bivirkninger.
PMS omfatter et væld af symptomer, der forekommer mellem ægløsningen og menstruationens start. De grupperes ofte i negative følelser, væskeophobning, smerter samt mad-associerede tilstande som fx øget appetit og trang til særlige fødevarer. Symptomerne varierer i intensitet og mængde fra kvinde til kvinde, men op mod 40 pct. har så voldsomme symptomer, at der er tale om egentlig PMS.
Signal om calciummangel
Calcium indgår i mange hormonelt styrede mekanismer i vores krop. Den amerikanske forsker Susan Thys-Jacobs skriver, at der er meget, som peger på, at PMS er et symptom på forstyrrelser i calciumomsætningen, og at PMS kan hænge sammen med knogleskørhed. Hendes studier af 466 kvinder har tydeligt vist, at et dagligt tilskud på 1200 mg calcium giver signifikante symptomlettelser.
Den amerikanske forskning har benyttet calciumtabletter, men en ny undersøgelse fra universitetet i Ankara peger på, at de unge kvinder, der drikker mest mælk, har færrest PMS-symptomer.
”Man skal være varsom med at sammenligne små og store undersøgelser på tværs af befolkningsgrupper, der har forskellige kostkulturer. I Danmark drikker befolkningen gennemsnitligt mere mælk og mejeriprodukter end i USA og i Tyrkiet, men det dækker over nogle, der får meget, og nogle der får ganske lidt mælk,” siger chefrådgiver Susan Rønholt Hansen fra Mejeriforeningens afdeling for Mælk og Ernæring.
"For kvinder, der er meget generet af PMS, og som ved, at de ikke får en halv liter mejeriprodukter og noget ost hver dag, er det da forsøget værd. De eneste bieffekter er et pænt indskud på knoglebanken og mindst 20 pct. af dagsbehovet for 12 næringsstoffer," påpeger hun.
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|