| Danone og Stonyfield Farm på økologisk indkøbSkrevet d. 23 Juni 2006USA's førende producent af økologiske mejeriprodukter, Stonyfield Farm, har sammen med Danone startet et nyt selskab, der skal erobre økologiske markedsandele. Stonyfield Europe hedder selskabet, der får base i Irland, hvor første skridt ind på det europæiske økologimarked allerede er taget.
Det familieejede økologiske mejeri Glenisk har solgt 37 pct. af sine aktier til det nye firma Stonyfield Europe, og der er allerede planlagt større investeringer og udvidelser af produktionsfaciliteterne.
Ifølge direktøren i Stonyfield Europe, Gary Hirshberg, er opkøbet et led i en plan, der skal gøre det muligt at trække på 23-års viden og erfaring om økologisk mejeriproduktion.
"Det er vores første skridt i en langsigtet strategi. Det økologiske marked er voksende, og Stonyfield Europe skal være en katalysator for markedet i Europa, der har et stort potentiale, men indtil videre har udviklet sig for langsomt," siger direktøren til Dairy Reporter.
Giganternes indtog
Glenisk er et af de førende økologiske mejerier på det britiske marked, sidste år kunne mejeriet notere en stigning på 10 pct. i sin omsætning.
Ledelsen i Glenisk har haft svært ved at beslutte, om de skulle sælge så stor en andel af familieforetagendet til en gigant skabt af Danone og Stonyfield eller ej.
"Det har været en hård beslutning at tage, men Stonyfields engagement, interesse og succes med økologiske mejeriprodukter i USA har været afgørende for os. Større investeringer og nye udfordringer venter, med Stonyfield og Danone i ryggen håber vi på at udvikle os endnu mere,” siger Vincent Cleary, der er en del af familien bag Glenisk, til Dairy Reporter.
Salget af økologisk drikkemælk i England steg i 2005 med 91 pct. ifølge sammenslutningen af økologiske mælkeproducenter i Storbritannien
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|