| Pæn fremgang til fødevareselskabet HedegaardSkrevet d. 31 August 2005Føde- og grovvareselskabet Hedegaard kom pænt ud af første halvår, hvor omsætningen dog var mærket af frasalget af Hedegaard Service sidste år.
Umiddelbart ser faldet i resultatet før skat fra 61,9 mio. kr. til 32,8 mio. kr. ikke pænt ud, men det dækker over førnævnte frasalg, og fratrukket sidste års engangsindtægter oplevede koncernen en fremgang fra 23,6 mio. kr. før skat - en stigning på knapt 40 pct.
Det er især gået godt i Hedegaard Agro, der på trods af hård konkurrence har øget overskuddet fra 10,4 mio. kr. til 25,4 mio. kr. før skat. Det har fået ledelsen til at opjustere forventningen til divisionens indtjening i år fra 30-35 mio. kr. til 34-38 mio. kr.
"Vi har oplevet et marked på et usundt niveau, der vil kræve yderligere rationaliseringer og strukturændringer i grovvarebranchen fremover, hvis man vil tjene penge. Heldigvis står Hedegaard stærkt på det felt, og vi er klar til udfordringerne," siger adm. direktør i Hedegaard-koncernen, Finn V. Nielsen, i en pressemeddelelse.
Til gengæld nedjusterer ledelsen forventningen til årets resultat i Hedegaard Foods, der næsten fik halveret sit overskud fra 8,9 mio. kr. sidste år til 4,9 mio. kr. i år.
Sammenlagt opjusterede fødevareselskabet årets forventning i bunden af det hidtil udmeldte interval på 48-56 mio. kr. til 50-56 mio. kr.
Kilde: Børsen
Se alle nyhederne
|