| Faxe Kondi 2 udfasetSkrevet d. 5 September 2005Hen over sommeren er Royal Unibrews Faxe Kondi 2 stille og roligt blevet taget af hylderne. Faxe Kondi Light er en glimrende erstatning.
Kondi 2 blev markedsført i 2004
I over 30 år var der kun én. Så kom der en 2’er og året efter en Light. Men så blev 2’eren pillet ud igen
Det er meget kort fortalt historien om Royal Unibrews populære sodavand fra 1971, Faxe Kondi
Hen over sommeren er der nemlig sket en reduktion i antallet af Faxe Kondi mærker. Således er det halvandet år gamle mærke, Faxe Kondi 2, stille og roligt blevet taget af hylderne – stort set samtidig med lanceringen af Faxe Kondi Light.
Det sker i overensstemmelse med Royal Unibrews marketingstrategi.
Trængte til fornyelse
”Baggrunden for at lancere Faxe Kondi 2 er, at vores målinger og samtaler med forbrugerne viste, at mærket ville have godt af noget fornyelse. Som det hedder i marketingsprog, så ville vi give mærket noget vitalitet”, forklarer Royal Unibrews salgs- og marketingdirektør, Leif Rasmussen.
Han fremhæver, at fornyelsen lykkedes fint hen over sommeren og efteråret 2004.
”Så kunne vi se, at folk, der havde prøvet Faxe Kondi 2, begyndte at skifte tilbage til Faxe Kondi (original), og derfor anså vi missionen for overstået”, siger Leif Rasmussen.
Light vokser eksplosivt
Royal Unibrew lancerede Faxe Kondi Light i februar 2005, og den ser ud til at være en glimrende erstatning for Faxe Kondi 2.
Leif Rasmussen forklarer, at light-markedet i Danmark vokser eksplosivt i øjeblikket. Således har det længe ligget på omkring 15-17 pct. men er nu oppe på 25 pct. af det totale læskedrik-marked.
”Det er ikke til at sige, hvor det stopper, men i England er light-markedet fx 60 pct. af det totale læskedrikmarked. Min personlige mening er at det ikke vil komme til at ligge under 30 pct.”, lyder det fra marketingdirektøren.
Ikke den store kannibalisering
Det gode ved lanceringen af Faxe Kondi Light er også, at den ikke kannibaliserer voldsomt på den originale Faxe Kondi.
”Noget gør den selvfølgelig, men det er slet ikke så meget, som man kunne frygte”, siger Rasmussen.
Kilde: Plus-Portal
Se alle nyhederne
|