| Kampen om emmentaler tager tilSkrevet d. 9 September 2005Frankrig og Tyskland går til modangreb på Schweiz' ansøgning om en geografisk beskyttelse af emmentalerost. Danmark støtter tyskerne og franskmændene.
Under stor bevågenhed gjorde franske og tyske osteproducenter mandag det klart, at emmentaler ikke uden videre skal kaldes en schweizisk ost. Med dokumentation for at ostetypen er blevet produceret i Tyskland og Frankrig i hen ved 200 år, ønsker producenterne at blokere schweizernes ansøgning til EU-Kommissionen om en geografisk beskyttelse af emmentaleren.
Tyskland og Frankrig ansøger derfor nu Kommissionen om en beskyttelse af betegnelsen "traditionel" emmentaler efter forordning 2082/92 om specificitet. Dette betyder, at emmentaler, som markedsføres med det særlige EU-logo, skal leve op til den definition, som fastsættes af ansøgningen. Al anden emmentaler kan fortsat markedsføres som emmentaler.
"Det er et klogt skridt, franskmændene og tyskerne nu tager. Ved at ansøge om specificitet ønsker de to lande indirekte at fastslå, at emmentaler er en generisk betegnelse, der kendetegner en særlig ostetype med store huller, og som ikke har noget at gøre med geografi. Går denne ansøgning igennem, er håbet så, at schweizerne ikke kan få held med deres ansøgning om en geografisk beskyttelse af emmentaleren," siger afdelingschef Hans Bender fra Mejeriforeningens Bruxelles-kontor.
Danmark går med i kampen
Det danske mejeribrug har – i modsætning til feta-sagen – ikke større markedsmæssige interesserer på spil i emmentaler-sagen, men alligevel støtter Danmark op om den tysk-franske ansøgning.
"Af principielle årsager støtter vi Tyskland og Frankrig i denne sag. Problemet er jo hele Kommissionens forvaltning af beskyttelsessystemet. Man forsøger at gå tilbage i tiden og finde én geografisk oprindelse på produkter, hvorom det er særdeles vanskeligt at konkludere noget som helst. Af samme grund hænger denne sag da også sammen med feta-sagen," fortæller Hans Bender og fortsætter:
"Jeg anser det for tvivlsomt, at emmentaler er en schweizisk ostetype. Ostens oprindelse er formentlig ligeså ukendt som fetaens, og emmentaler er jo i umindelige tider blevet produceret mange andre steder end i Emmentalerregionen."
Jura – ikke politik
Det er endnu usikkert, hvordan Tyskland og Frankrigs ansøgning vil blive modtaget af Kommissionen, og Hans Bender er ikke alt for optimistisk:
"Vi har jo tidligere set, hvordan forvaltningen af beskyttelsessystemet i al for høj grad væves ind i politiske interesser. Forvaltningen skal bunde i jura, men det er desværre ikke altid tilfældet," lyder meldingen fra Hans Bender.
Der er endnu ikke givet nogen tidshorisont for Kommissionens behandling af de to ansøgninger.
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|