| Ny ung direktør for Ingstrup AndelsmejeriSkrevet d. 7 Oktober 2005Ingstrup Andelsmejeri har fået ny mejeribestyrer. 29-årige Dennis Lund sætter sig i chefstolen efter bare et halvt år på mejeriet, men med over 12 års erfaringer fra branchen.
"Det er en af livets små udfordringer," lyder det beskedent fra 29-årige Dennis Lund, ny mejeribestyrer for Ingstrup Andelsmejeri, men han tilføjer, at det da er en kæmpe udfordring.
Den tidligere mejeribestyrer Brian Nørtoft flytter til Sjælland og søger nye udfordringer, og Dennis Lund overtager posten som daglig leder efter blot at have arbejdet på mejeriet siden februar som driftsleder.
"Jeg har meget administrativt at lære; især kundekontakt og salg er nye udfordringer for mig. Men jeg synes, det er meget spændende og vil gerne tage bolden op," siger Dennis Lund, der er uddannet mejeritekniker og har to år på Aars Mejeri og ti år på Nr. Vium Mejeri bag sig.
"Min ambition er, at vi skal lave gode oste af høj kvalitet, og så vil jeg gerne videreføre den gode arbejdsplads og holdånd blandt medarbejderne," siger han.
Ingstrup Andelsmejeri beskæftiger 23 medarbejdere og har fremstillet ost og smør siden 1890. Ostene laves stadig på gammeldags manér i åbne kar i stedet for lukkede tanke, ligesom mejeriet hellere bruger håndkraft end maskinkraft
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|