| Russisk ostemarked vokserSkrevet d. 24 Oktober 2005Danske producenter afsætter stadigt mere ost på det russiske marked, som forventes at vokse med 15-17 procent i 2005. Men tidskrævende og besværlige procedurer hæmmer stadig eksportørerne.
Russiske forbrugere har fået penge på lommen og smag for ost. Det har fået den russiske mejeriunion til at skrue forventningerne til markedet op, og unionen forudser en stigning i forbruget på otte-ti procent i år. En stor del af osten skal importeres, og i runde tal betyder det, at udenlandske producenter, herunder danske, skal levere godt 30.000 ton ekstra ost til Rusland i år.
Umiddelbart ser det ud som om, at effekten allerede har slået igennem herhjemme. Eksporten nåede i første halvår af 2005 op på 902, 1 ton - det højeste niveau siden 2001 ifølge tal fra Økonomisk-statistisk afdeling i Mejeriforeningen.
Intet nyt fra øst
I Nordex Food A/S har man bemærket, at det går godt i Rusland. Men de omfattende regler og krav til eksportcertifikater har betydet, at der ikke afsættes mærkbart flere oste i Rusland.
"Vi sælger da noget, men det er ikke et marked vi har fokus på her og nu. Dels på grund af ressourcer og dels fordi det er besværligt at afsætte derovre," siger eksportchef John Mikkelsen fra Nordex Food A/S, der påpeger at Nordex Food A/S satser på det russiske marked i fremtiden.
De største eksportører til det russiske marked er Ukraine og Tyskland, som for første halvår har eksporteret henholdsvis 47911 ton og 25659 ton, imod Danmarks 902,1 ton.
Danmarks eksport til Rusland januar-juni (ton):
2001: 136
2002: 80,2
2003: 737,6
2004: 479,2
2005: 902,1
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|