| Stor fransk mejerifusionSkrevet d. 1 Juli 2005Den franske mejerivirksomhed Entremont agter at fusionere med Unicopa. Sammen vil de blive Frankrigs næststørste mejeriselskab.
Entremont og Unicopa, der allerede har et fagligt samarbejde, vil nu gå sammen i det nye selskab Entremont Alliance. Det skriver Dairyreporter.com.
Entremont Alliance vil hente mælk fra omkring 9000 mælkeproducenter og have en omsætning på cirka 1,7 mia. euro (12,67 mia. kr.). Dermed placerer Entremont Alliance sig på en delt andenplads sammen med Sodiaal om at være størst i Frankrig. Det største mejeriselskab i Frankrig vil fortsat være Lactalis med en omsætning 5,6 mia. euro (41,7 mia. kr.).
Fusionen begrundes med den skærpede konkurrence på mejerimarkedet.
"Med udsigt til faldende landbrugsstøtte og et marked præget af hårdere konkurrence skal fusionen ses som et forsøg på at sikre vores forretning i fremtiden, " fortæller de to selskaber i en fælles pressemeddelelse.
De franske konkurrencemyndigheder skal først give grønt lys for fusionen. Sker det vil Entremont overtage kontrollen med de to selskaber, mens Unicopa vil besidde 36,5 pct. af aktierne.
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|