| Fanø Mejeri lukkerSkrevet d. 12 August 2005Sidste produktionsdag bliver 16. august for det lille mejeri på Fanø, som siden den nuværende ejers overtagelse sidst i 2003 har givet et underskud på 10 mio. kr.
Fanø Mejeri stopper produktionen og lukker ned med næsten øjeblikkelig virkning. Beslutningen er truffet, efter at mejeriet har genereret et underskud på 10 mio. kr., siden det i december 2003 blev overtaget af Patrika ApS, der er ejet af El Kallassi Gruppen i Libanon.
Underskuddet skyldes primært den lave dollarkurs, fald i eksportstøtten samt ændringer i Mellemøstens toldregler, der har gjort det mindre attraktivt at eksportere mejeriprodukter. Fanø Mejeris oste- og fetaproduktion overføres i stedet til et af Kallassi-Gruppens øvrige mejerier. Produktionen af Fanø-smør på op til 1500 kg pr. måned vil blive tilbudt til et af de små uafhængige danske mejerier.
Afklarede medarbejdere
Fanø Mejeris daglige leder, Arne Fokdal, har accepteret et job på et mejeri i Libanon. De øvrige syv medarbejdere vil blive tilbudt arbejde, hvis det lykkes at bygge et timeshare feriekompleks på mejeriets grund. Det er op til Fanø Kommune at godkende byggeriet, som skal styrke øens turisme.
"Medarbejderne virker tilfredse med udfaldet; vi har tilbudt dem en ekstra måneds løn og kan sandsynligvis give dem nye job, når vi bygger et stort hotel på Fanø. Borgmesteren, Kjeld Nielsen, virker positivt stemt over for projektet, så jeg håber det lykkes at få på plads i lokalplanen," siger Fanø Mejeris direktør Patrick J. El Kallassi, der selv bliver i Danmark for at arbejde på hotelprojektet.
Der er to mælkeproducenter på Fanø med i alt 31 køer, som formentlig ikke får problemer med at afsætte deres mælkeproduktion.
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|