| Kirk dropper Søvind MejeriSkrevet d. 24 September 2006Direktøren for Søvind Mejeri vil være konsulent og tilbyde sin erfaring og ildhu til andre i fødevarebranchen.
Mogens Kirks bekendte troede, han skulle fortsætte på Søvind Mejeri, til han fyldte 85. Men i sidste uge vidnede et stillingsopslag om, at Kirk A/S Søvind Mejeri skal have ny administrerende direktør til årsskiftet.
"Fremover vil jeg tilbyde min hjælp bredt i fødevarebranchen, både hvad angår udvikling af kvalitetsprodukter og innovation, som jeg lægger meget vægt på," siger Mogens Kirk, der som 59-årig og nybagt far har opsagt sit job og springer ud som konsulent efter ti år som direktør og medejer af Søvind Mejeri.
Hård opstart
Personlig interesse for at udvikle kvalitetsoste og trangen til at være selvstændig har været hans motivation i driften af mejeriet, som han i 1996 tog initiativ til at oprette i de gamle mejeribygninger fra 1884.
"Jeg syntes, det var svært at få ost, som smagte af noget, og det ville jeg gøre noget ved. Så jeg gik i gang med at kreere nogle produkter, der skilte sig ud," fortæller Mogens Kirk og lægger ikke skjul på, at det har været hårdt arbejde at få en lille virksomhed op at køre i Danmark.
Konkurrencen har været hård og foruden selve produktionen har han brugt mange timer på administrativt arbejde.
Produktsortimentet består af flødeoste, brie og camembert lavet på økologisk komælk og forskellige gedeoste og bliver fremstillet ud fra håndværksmæssige traditioner.
For få tager håndværket alvorligt
I dag har Søvind Mejeri vind i sejlene. Ostene er gennem årene belønnet med mange priser, og der er god afsætning både i Danmark og i flere andre lande. Seneste initiativ fra Mogens Kirks hånd er bogen 'Øl, ost og chokolade', hvor han er medforfatter og bidrager med gourmetopskrifter.
Mogens Kirk mener, der er for få i Danmark, der tager mejerihåndværket alvorligt og som besidder den nødvendige kreativitet til at kunne fremstille oste af høj kvalitet og håber på det bedste for Søvind Mejeris fremtid.
"Jeg håber det lykkes at føre mejeriet videre i samme ånd. Men der er ikke mange i Danmark, der gider det. Der er alt for mange kedelige produkter, der ikke smager af noget," siger direktøren, der snart går egne veje.
Mogens Kirk er uddannet mejeriingeniør og har mange års brancheerfaring bag sig, blandt andet fra mejeriindustrien og fra Tholstrup Cheese.
Kilde: Mejeriforeningen
Se alle nyhederne
|