HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Madpakkemails til 4000 forældre

Skrevet d. 5 Februar 2007
Det kan være svært at finde på noget spændende at fylde i madkassen hver dag, men Mejeriernes Skolemælksordning rækker forældre en hjælpende mail. Siden september har man kunnet modtage en månedlig madpakkemail, og det tilbud har 4.100 forældre taget imod.

"Vi vil gerne i dialog med forældrene om den sunde madpakke, fordi den går hånd i hånd med skolemælken. Mailen kan være en velkommen håndsrækning som fx også giver idéer til at udnytte rester fra aftensmaden," siger projektmedarbejder Jane Riis Nielsen fra Mejeriernes Skolemælksordning.

Undersøgelser har vist, både at børns indlæring forringes, hvis de ikke spiser ordentligt i løbet af skoledagen, og at børn ofte dropper madpakken, når de holder op med at drikke skolemælk. Derfor sætter Mejeriforeningen og gennem Mejeriernes Skolemælksordning fokus på sund skolemad.

Opskrifter fra en verdensmester

Mailen indeholder seks opskrifter, som er udviklet af studerende med linjefag i hjemkundskab fra N. Zahles Seminarium i fællesskab med lektor og ph.d. Helle Brønnum Carlsen, der også har udviklet opskrifter til den nye forældrehåndbog, 'Mit barn skal i skole'.

Madpakkemailen har desuden hver måned besøg af en kendt gæstekok. Rasmus Kofoed, der netop har vundet sølv i kokkenes VM, Bocuse d'Or, var gæst i december-mailen. Han leverede opskriften på pumpernikkel med urtepostej, karse og agurkesalat.

På Skolemaelk.com kan man søge i madpakkedatabasen med mere end 100 opskrifter fra både forældrehåndbogen og tidligere madpakkemails.

"De tilbagemeldinger, vi har fået, siger, at opskrifterne er spændende og kreative og smager fremragende. Nogle mener, at nogle af opskrifterne er lidt for avancerede, men det er jo meget forskelligt, hvor meget energi man har lyst til at lægge i madpakken. Vi prøver at sørge for, at der er noget for alle," siger Jane Riis Nielsen.

Kilde: Mejeriforeningen


Se alle nyhederne