HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Thise kigger på det norske marked

Skrevet d. 10 Marts 2007
"Vi har fået en kontakt til en landsdækkende distributør på det norske marked, som jeg har store forventninger til. Vi er stadig i den indledende fase i forhandlingerne, så mere kan vi ikke afsløre. Distributøren er interesseret i vores oste og smør, men ser også en mulighed for at sælge de syrnede mælkeprodukter," siger Thises salgschef Mogens Poulsen.

Thise Mejeri deltog sammen med Arla Foods og Naturmælk for godt tre uger siden i Europas største messe for økologiske fødevarer, BioFach-messen i Nürnberg. Formålet var at øge den danske eksport af mejeriprodukter. Thises kontakt til den norske distributør er indtil videre det mest konkrete resultat af fremstødet, men både Arla Foods og Naturmælk har positive forventninger til de mange mulige kunder, de er kommet i kontakt med.

Salgschef Søren Meng Nordby i Arlas Consumer Nordic fortæller, at de har fået et hav af henvendelser, men at det endnu er for tidligt at sige noget om resultatet.

"Vi forventer, at det er realistisk, at der kommer noget konkret ud af 4-5 af vores udenlandske kontakter. Vi var positivt overraskede over hvor mange forskellige lande og industrier, der viste interesse for vores økologiske produkter," siger Søren Meng Nordby.

Naturmælk er også kommet hjem fra BioFach med en håndfuld kontakter, som formentlig vil munde ud i konkrete ordrer, fortæller administrationschef Nelly Riggelsen. Hun vurderer, at Tyskland er meget klar til økologien. Men selvom Nordtyskland rent geografisk ligner et nærmere marked for det sønderjyske mejeri end Sjælland, er det ikke tilfældet.

"Kulturforskellene er store, selvom der kun er 15 km til grænsen. Produkterne skal 'serveres' eller sælges på en anden måde til tyskerne. Og danskerne er stadig sultne efter økologi, så vi kigger stadig mere mod nord end mod syd," understreger Nelly Riggelsen.


Se alle nyhederne