HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Stort flertal: Sund mad skal være billigere

Skrevet d. 7 April 2008
Gennem lang tid har politikerne diskuteret, og momsen på sunde fødevarer skal sænkes. Men budskabet fra borgerne er klart.

Hele 93,6 procent af danskerne mener, at det vil være en god idé at gøre sund mad billigere. Det viser en meningsmåling fra analysebureauet Wilke, skriver Fyens Stiftstidende.

- Det er vist temmelig logisk, at vi alle sammen ønsker billigere sunde madvarer, men om det er det rigtige at bruge pengene på ved at ændre momsreglerne, er stadigvæk uklart, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Kommission ser på effekterne
Regeringen har nedsat en forebyggelsekommission, der blandt andet skal se på effekten af at sætte momsen ned.

Sundhedsministeren vil vente til 2009, hvor kommission kommer med sine anbefalinger, før han tager endelig stilling.

Folketinget har tidligere forkastet et forslag fra SF om at fjerne momsen på frugt og grønt helt.

Coop: Billigere frugt - stigende salg
Hos Dansk Folkeparti er man i tvivl om, hvorvidt folk nu også mener det, de siger i meningsmålingen.

- Jeg ved godt, at folk siger, at de vil købe mere frugt og grønt, hvis momsen sættes ned. Men jeg tvivler på, at de gør det. I dag kan du få 10 stykker frugt for en tyver. Selv om prisen sættes ned til 17,50 kroner, så vil mange stadig vælge en pose Matador Mix til fredagshyggen, siger sundhedsordfører Pia Adelsteen.

Hos dagligvarekæden Coop oplever man dog, at salget af frugt og grønt stiger, når prisen bliver sat ned.

- Så flerdobler vi vores salg. Jeg er overbevist om, at en momsnedsættelse vil øge salget betydeligt, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen til Fyens Stiftstidende.


Se alle nyhederne