HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Ølfest for Carlsberg under EM

Skrevet d. 27 Juni 2008
Trods regn og torden i dommedagsstil, så er det gået forrygende for Carlsbergs ølsalg i Schweiz under EM i fodbold.

Fredag meddeler Carlsbergs schweiziske datterselskab, Feldschlösschen, om en fremgang i ølsalget på 20 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, og det er bedre end ventet.

"Vores mål for salget under Euro 2008 når vi også på trods af det dårlige vejr. Det vil sige et mersalg på 10-15 pct. i juni i forhold til sidste år, og her har 150.000 festende hollændere hjulpet godt til. Fordi vi har forberedt os grundigt til Euro 2008 gennem flere år, og fordi Carlsbergs sponsorat af Euro 2008 virker rigtig godt, så drikker hollænderne vores øl, og ikke Heineken," sagde adm. direktør for Feldschlösschen, Thomas Amstutz, på et pressemøde i Basel midt i juni.

Så sent som sidste fredag meddelte Carlsberg, at det totale salg lå 28 pct. højere end ved den seneste slutrunde i Portugal i 2004, på trods af, at de schweiziske og østrigske stadions rummer færre tilskuerpladser.

Samtidig kan Carlsberg glæde sig over, at bryggeriet har fået langt mere eksponering end ventet i forbindelse med slutrunden. Carlsberg vurderede sidste fredag, at der har været bandereklamer med bryggeriets logo synlige i mere end 20 minutter pr. kamp. Den opgørelse var altså forud for de talrige udfald af tv-signalet under semifinalen mellem Tyskland og Tyrkiet.

Carlsberg købte Feldschlösschen tilbage i 2000, og dengang gav selskabet ikke det store overskud. Carlsberg vil ikke ud med, hvor stort overskuddet er nu, men understregede på kapitalmarkedsdagen i Basel i juni, at de nyligt tilkøbte aktiviteter i Frankrig kan lære meget af, hvordan tingene håndteres i Schweiz.


Se alle nyhederne