HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Dandy på britiske hænder

Skrevet d. 22 April 2002
Tyggegummiproducenten Dandy ved Vejle er ifølge den britiske avis Sunday Telegraph på vej til at blive opkøbt af den britiske slikkoncern Cadbury Schweppes, som er parat til at betale 4,2 mia. for virksomheden.

Familien Bagger-Sørensen, som ejer Dandy koncernen, har angiveligt i første omgang kun ønsket at sælge en del af Dandy, men under forhandlingerne med Cadbury Schweppes er det lykkedes den britiske koncern at overtale Bagger-Sørensen familien til at sælge hele Dandy.

Dandy har ikke bekræftet oplysningerne i Sunday Telegraph.

- Der er mig bekendt ikke noget officielt om hverken det ene eller det andet endnu, siger bestyrelsesformand i Dandy, Knud Erik Borup, til Berlingske Tidende mandag.

Dandy havde i 2001 et godt år, hvor omsætningen satte rekord med godt to mia. kr. Samtidig steg overskuddet fra kun otte mio. kr. året før til 72 mio. kr. Det er primært salget på det russiske marked, der medvirkede til rekordomsætningen, idet afsætningen steg med 25 pct. til Rusland og de øvrige tidligere Sovjet-republikker. Også inden for medicinsk tyggegummi, bl.a. nikotintyggegummi, havde Dandy fremgang i 2001. Dandy er i gang med at bygge en ny fabrik til medicinske produkter til 350 mio. kr., som skal stå klar i 2004.

Cadbury Schweppes bliver med overtagelsen af Dandy førende på det europæiske og russiske tyggegummimarked.

/ritzau/

Nyhed fra www.jp.dk

Se alle nyhederne