| Arla til kamp mod stressSkrevet d. 27 Juli 2004Koncernledelsen i Arla Foods har vedtaget en ny personalepolitik, der skal forebygge, håndtere og undgå stress blandt medarbejderne.
26 procent af medarbejderne oplever stress ofte eller meget ofte, viser en intern undersøgelse. Det er formentlig ikke flere end på sammenlignelige virksomheder, men alligevel alt for mange.
”Det er ganske enkelt uacceptabelt, at så mange medarbejdere føler sig stresset. Derfor har vi valgt at sætte stress højt på dagsordenen”, siger administrerende direktør i Arla Foods Åke Modig.
I disse dage modtager ledere i Arla Foods et hæfte, der præsenterer Arlas nye personalepolitik vedrørende stress. Den lyder blandt andet sådan:
Lederne i Arla Foods har ansvaret for at forebygge og håndtere stress.
Arla Foods støtter aktivt og omsorgsfuldt medarbejdere, der rammes af stress
Der udarbejdes nationale og lokale politikker og handlingsplaner vedrørende stress.
Klarhed over krav
Et af hæftets vigtige råd til lederne er at opbygge en ledelsesstil, der er præget af en meget klar og præcis feedback.
”Stress opstår ofte, når den enkelte medarbejder ikke ved, om han eller hun lever op til de krav, som arbejdspladsen stiller”, siger psykolog Henrik Møller Andersen, der er projektleder i Koncern-HR i Arla Foods.
For at forebygge stress bør lederen ifølge Henrik Møller Andersen også sørge for at være et godt eksempel for sine medarbejdere samt sikre, at alle medarbejdere ved præcist, hvad der forventes af dem.
Se alle nyhederne
|