HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Alle colibakterier er næsten skyllet ud

Skrevet d. 28 August 2002
En lettet stemning har i de seneste dage været at spore hos Århus Kommunale Værker. Antallet af colibakterier i drikkevandet er efterhånden så lavt, at forureningen snart må siges at være overstået.

Meldingen på det daglige pressemøde var tirsdag, at den positive tendens med færre og færre bakterier også ses af de nyeste prøveresultater. I de prøver, hvor der er fundet bakterier, er niveauet lavere end mandag.

Behersket optimisme
»Resultaterne giver os en behersket optimisme og tro på, at vi er i slutfasen. Vi har forhåbninger om, at det er ved at klinge ud,« lød det tirsdag fra direktør Niels Jørgen Ravn Sørensen fra Århus Kommunale Værker (ÅKV).

ÅKV vil ikke oplyse de helt eksakte tal, og skulle de efterhånden ramme nul, vil det heller ikke blive meddelt, før de har været i bund i et par dage. Embedslægen har i hele forløbet fastholdt, at han ikke vil frigive vandet, før der har været helt rene prøver i et par dage. Han vurderede mandag, at det tidligst kunne ske op til weekenden i denne uge.

Indtil da anbefales det fortsat, at borgerne i det berørte område koger vandet, før det drikkes eller bruges til madlavning.

De positive meldinger er tegn på, at de omfattende udskylninger af ledningsnettet virker. Også i løbet af tirsdagen var mandskab ude for at åbne brandhaner i forskellige områder for at skylle bakterier ud. I alt 36 brandhaner - ni ad gangen - stod åbne i hver halvanden time.

Stadig urent ledningsnet>br> Det samlede ledningsnet i det område, som fortsat er forurenet, udgør 300 kilometer plus stikledninger. Ledelsen hos ÅKV ønsker endnu ikke at gætte på, hvor meget forureningen kommer til at koste ÅKV og dermed de århusianske forbrugere.

Direktør Niels Jørgen Ravn Sørensen oplyser dog, at en af de store ekstraudgifter, de omkring 1000 vandprøver, som er udført på private laboratorier, i de seneste uger, koster sammenlagt 200.000 - 300.000 kroner. Derudover har ÅKV haft udgifter til trykning af løbesedler, til vognmænd og flere andre ting, som endnu ikke er opgjort. Men først og fremmest har forureningen betydet en masse overarbejde hos de ansatte på ÅKV.

www.jp.dk

Se alle nyhederne