| Komorgen cafeenSkrevet d. 28 Juli 2004For andet år i træk deltager Arla Foods på Skanderborg Festivalen med en café, hvor festivalgæsterne kan slappe af med sunde mejeriprodukter fra morgen til aften.
En oppustelig ko skal skabe blikfang for Arla's KOmorgen café på Skanderborg Festival. Som noget nyt vil der i år være forskellige aktiviteter og konkurrencer i cafeen, hvor festivalgæsterne kan tage en slapper fra rockmusik og fadølsboder.
Fra 5. til 8. august brager Skanderborg Festivalen løs. Mellem koncertscener og sprit- og ølboder finder man igen i år KOmorgen cafeen, der fungerer som en fredelig oase midt i virvaret.
En 4 x 7 meter oppustelig ko vil svæve fra bøgetræerne som et vartegn for cafeen, hvor der bydes på diverse mejeriprodukter fra Arla Foods’ sortiment.
Treårig sponsoraftale
”Fra en god placering tæt ved hovedindgangen er vi de eneste på festivalpladsen med et bredt morgenmadssortiment”, siger koordinator Dorte Toftegaard, Division Danmark.
Den treårige sponsoraftale, der sidste år blev indgået med Skanderborg Festivalen betyder, at Arla Foods får mulighed for at reklamere for Arla’s morgenmadsprodukter samt møde forbrugerne hen over disken, mens festivalen står for udformningen og driften af cafeen. Festivalen stiller desuden med halvdelen af personalet. Den anden halvdel er frivillige fra Arla Foods.
Møde med nye forbrugere
”Det er altid godt at møde forbrugerne i øjenhøjde, og medarbejderne fra Arla Foods kommer med produktkendskabet”, siger Dorte Toftegaard, som fortæller at formålet med Arla Foods' engagement dels er at reklamere for Arla, dels at rekruttere nye brugere af mejeriprodukter blandt de unge. Sidst men ikke mindst er cafeen et sted, hvor man kan gøre opmærksom på nye produkter, der passer til målgruppen.
Til forskel fra sidste år, hvor KOmorgen cafeen først og fremmest var en morgenmadscafé, udvider man i år åbningstiden til klokken 1 om natten med salg af blandt andet Karolines supper som natmad. Og som noget nyt vil der være forskellige aktiviteter i cafeen. For eksempel vil gæsterne kunne spille KOkassebingo eller prøve Osteskiven, som er et spil, hvor man med en gummiost skal ramme hullerne i en kæmpe Malthe-ost.
Rally med osteklokke
En tredje aktivitet vil være Klok’Car Rally, som er en forhindringsbane med en fjernstyret Malthe osteklokke. KOmorgen cafeen skal dog stadig være et pusterum fra det ellers så hektiske festivalmiljø.
Allerede tirsdag aften, når festivalgæsterne kommer for at slå deres telte op, vil Arla Foods også være på banen - med uddeling af Yoggi Yalla, Mini Meals og Mini koldskål. Sidste år blev der uddelt næsten 10.000 smagsprøver, mens teltpladsen blev fyldt.
Læs mere om KOmorgen cafeen på www.smukfest.dk under [Om festivalen] + [Smukkeboder]
Se alle nyhederne
|