| Nyopdaget forbindelse mellem gluten og diabetesSkrevet d. 6 August 2004Nye undersøgelser viser, at mus på glutenfri diæt har mindre risiko for at udvikle type 1-diabetes end mus på almindelig kost. Forsker ønsker lignende studie på mennesker.
Ugeskrift for Læger beskriver en række museforsøg foretaget på Bartholin Instituttet på Rigshospitalet, hvor man har opdaget, at mus på glutenfri kost kun har 15 procent risiko for at udvikle type 1-diabetes, hvor mus på almindelig kost har 64 procent risiko. Professor og overlæge Karsten Buschard, der er en af forskerne bag forsøget, finder forbindelsen mellem gluten og sukkersyge yderst interessant.
– Vi kender endnu ikke forklaringen på forbindelsen. Den opstår måske, fordi gluten påvirker immunapparatet negativt og dermed kan være medvirkende til, at type 1-diabetes udløses, siger han og efterspørger et større studie for at finde ud af, om mennesker reagerer som musene. Han påpeger, at det måske kan hjælpe den ene procent af befolkningen, der lider af type 1-diabetes og dermed er i risikogruppen for at få problemer med nyrer og øjne senere i livet.
Karsten Buschard henviser endvidere til to store befolkningsundersøgelser fra Tyskland og USA, der konkluderer, at børn under fire måneder øger risikoen for at udvikle type 1-diabetes, hvis de spiser brød. Han fremhæver, at også Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn under fire måneder ikke spiser glutenholdigt kost.
Kilde:Berlingske Tidende
Se alle nyhederne
|