| Arla sanktionerer landmandSkrevet d. 9 September 2004På grund af stor risiko for brist i fødevaresikkerheden har Arla Foods i en periode stoppet afhentningen af mælk hos en af sine mælkeproducenter.
Siden 1. oktober 2003 har Arla Foods' andelshavere skullet leve op til kravene i Kvalitetsprogrammet Arlagården. Programmet omfatter fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, miljøhensyn og mælkens kvalitet.
Indtil nu har 876 ud af de knap 6.000 danske andelshavere haft besøg af en rådgiver. I ét tilfælde fandt en rådgiver så alvorlige forhold, at en sanktion var påkrævet. Blandt andet konstaterede rådgiveren, at der var risiko for, at foderet på gården blev forurenet. Og landmanden manglede dokumentation for en præparat, han behandlede sine dyr med. Derfor valgte Arla Foods at stoppe afhentning af mælk på gården.
”Det er første gang i forbindelse med vores besøg, at vi har været nødt til at stoppe afhentningen af mælken. Men finder vi forhold på gårdene, der er uacceptable, er det vores ansvar over for forbrugeren at få tingene bragt i orden”, siger Helle Skjold, der er kvalitetschef i Arla Foods.
Hun understreger, at også andelshaverne har en stærk interesse i, at brodne kar i deres egne rækker bliver fundet.
”For de 12.000 danske og svenske andelshavere i Arla Foods er det vigtigt at vide, at de sanktionsregler, som Arla Foods' repræsentantskab har besluttet, bliver håndhævet over for de heldigvis få gårde, hvor der kan forekomme alvorlige afvigelser”, siger Helle Skjold.
På 11 af de 876 besøg i Danmark konstaterede rådgiveren en række alvorlige afvigelser i forhold til kravene i Arlagården. Andelshaverne på de pågældende gårde har nu fået en tidsfrist til at rette op på manglerne, inden der gennemføres et opfølgende besøg.
I Sverige er der foretaget lidt færre besøg - i alt 524. Heraf fik 14 andelshavere en frist til at rette op på mangler i forhold til kvalitetsprogrammet inden et opfølgningsbesøg.
Se alle nyhederne
|