| ||||||||||||||||||||||
Log ind eller Bliv medlem | ||||||||||||||||||||||
Rapport: Vi skal forske i fast foodSkrevet d. 9 September 2002Hvis ikke det offentlige går ind og forsker i ernæringsrigtig fast food, vil McDonald's, 7-11 og alle de andre fast food-leverandører alene komme til at bestemme udviklingen. Derfor skal der bruges offentlige forskningskroner her, mener professor, dr. scient. Mogens Flensted-Jensen, formand for Statens Jordbrugs- og Veterinærvidenskabelige Forskningsråd.Rådet udsender i dag sin strategiplan for perioden 2003-2007, og heri efterlyses en langt større både offentlig og privat satsning på forskning i hele processen "Fra jord til bord". Rådet foreslår en fordobling af de nuværende midler fra 75 mio. kr. om året til 150. Halvdelen skal komme fra det offentlige og halvdelen fra erhvervslivet. »Uanset om vi piber eller skriger, så er fast food kommet for at blive. Derfor må vi sikre god, sund, nærende mad - og det kræver en masse forskning. Hvis det offentlige går ind og betaler noget af forskningen, kan man forhindre det værste - og samtidig være med til at forbedre ernæringsindholdet i fast food,« mener Mogens Flensted-Jensen. Tilsvarende mener han, at der bør forskes i hele emballageområdet, så man kan minimere risikoen for, at f.eks. hormonlignende stoffer sniger sig ind i de enorme mængder emballage, som vi er storforbrugere af.
Mere forskning i kæledyr »Kæledyr har en meget stor og vigtig social rolle for befolkningen. F.eks. vil stadig flere piger være dyrlæger - ikke fordi de vil inseminere køer, men fordi de holder af heste - ligesom gamle damer går meget op i deres katte. Det er den slags udviklingstendenser, vi må være åbne overfor - og bruge en del af forskningsmidlerne på,« fastslår Flensted-Jensen. Han er heller ikke bange for at bruge flere penge på forskning i génmanipulation - selv om store dele af befolkningen er skeptisk: »Der skal bruges mange penge på at forske i bioteknologi, fordi ikke alle ideer er vanvittige. Hvis ikke det offentlige går ind, kommer vi bagefter - så går de store firmaer i Østen ind og overtager, og de har ingen skrupler.« Både industrien, erhvervslivet og landbruget bakker op bag de nye strategier. Direktør Ole Linnet Juul fra FødevareIndustrien i DI: »Vi har brug for en stærk, offentlig forskning, der i samarbejde med industrien kan styrke fødevareindustrien. En internationalt orienteret industri, der er opmærksom på mulighederne inden for bioteknologi. Derfor er vi begejstrede for, at forskningsrådet nu prioriterer forskning i bioteknologi og fødevarer.«
www.jp.dk
|