| Grand Cru mælkSkrevet d. 26 November 2004Tidligt om efteråret kan den have en næse af kålroer. Om foråret er bouqueten lidt mere hen ad lysegrøn eng. Og så kan man bedst fornemme dens smukke krop i et højstilket glas. Det mener i hvert fald salgschef Mogens Poulsen fra Thise Mejeri.
For et par måneder siden lancerede han Danmarks første enkeltgårdsmælk. En mælk, der tappes i kartonen, nøjagtig som de 85 sortbrogede køer på gården Bjørnsholm i Salling leverer den.
Det er det nærmeste, mejeribranchen kommer på en grand cru. En mælkehvid slotsaftapning, der bør nydes af mælkekenderen, der vil forkæle sig selv. Mener altså salgschefen.
En kritisk sjæl kunne nok mene, at der her er tale om en markedsføringsfinte af historiske dimensioner. Men det er det ikke kun.
Enkeltgårdsmælken fra Bjørnsholm er et af de mest markante eksempler på de nye mejeriprodukter, der er kommet på hylderne i løbet af det seneste år, hvor de små mejerier har fået mere plads på hylderne, fordi mange forbrugere har vendt Arla ryggen.
Mælk er ikke længere bare mælk. Og selv om køerne fra Bjørnsholm laver Danmarks dyreste mælk, så sælger den stort. Siden 1973 er salget af sødmælk i Danmark ellers faldet hvert eneste år.
Men siden mælken fra Bjørnsholm kom i handlen i Irma, stiger sødmælkssalget for første gang i 30 år. Endda ret meget. Det samlede sødmælkssalg er steget med 20 procent. Om det er, fordi danskerne er begyndt at skænke mælk i rødvinsglassene, når der skal finhygges, er indkøbschef i Irma Hans Chr. Ibland dog ikke helt sikker på. »Jeg tror nu også, at nogle bare bruger den som kaffefløde«.
Kilde: Politiken
Se alle nyhederne
|