| Mistanke om salmonella i rucola-salatSkrevet d. 1 December 2004I Sverige er der påvist Salmonella i Rucola-salat fra det italienske firma Linea D'oro. I Norge mistænkes Rucola-salat for at være kilde til 15 salmonellatilfælde - herunder Rucola-salat fra Linea D’oro. Rucola-salat fra Linea D'oro er også solgt i Danmark og fødevaremyndighederne er i gang med at undersøge forholdene på det danske marked.
Den svenske smitte stammer fra en rucolaproduktion mærket L 43.02, og er blevet fundet ved analyse den 1. november 2004. Den samme rucola er formodentlig også solgt i Danmark. Men da rucola-salat normalt har en kort holdbarhed, er disse produkter allerede solgt og spist.
Dansk Supermarked og De Samvirkende Købmænd er i gang med at tilbagekalde rucola fra firmaet Linea D'oro fra butikkerne. Fødevarestyrelsen er i gang med at undersøge, om Rucola-salat fra Linea D’oro er solgt under andre navne, og vil i givet fald informere om dette.
Fødevarestyrelsen har i dag bedt fødevareregionerne om at kontakte alle importørerne af Rucola-salat for at de kan sikre, at der ikke for fremtiden er sundhedsmæssige problemer med rucola salat. Fødevarestyrelsen igangsætter salmonellaundersøgelse af Rucola-salat fra Italien, og vil informere om resultaterne fra denne undersøgelse, når den er færdig.
Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere til at levere Rucola-salat fra Linea D'oro tilbage til butikken, hvor de har købt den eller kassere den.
Salmonella er en bakterier, som kan give diarré og mavesmerter. Man er typisk syg fra nogle dage og op til flere uger. I sjældnere tilfælde kan der opstå komplikationer.
Se alle nyhederne
|