HjemOpskrifterArtiklerButikLoginBliv medlemKonkurrencerForumRestaurant GuideOm madgal
Log ind eller Bliv medlem

Eksport af oksekød på vej op efter krise

Skrevet d. 30 September 2002
Nedturen efter kogalskab og mund- og klovsyge er ved at være overvundet. Danmark er som eneste eksportør igen velkommen på det store russiske marked.

Efter to katastrofale år er den danske eksport af oksekød på vej ud af mørket. Salget til vigtige markeder som Italien og Spanien bliver mindst fordoblet i år, og selv det russiske marked er i så hastig bedring, at det atter indtager pladsen som største aftager af dansk oksekød.

Dermed er de danske kvægavlere og slagterier endelig på vej ud af den krise, der blev indledt i februar 2000 med det første fund af kogalskab i Danmark. Krisen accelererede i efteråret 2000, da frygten for kogalskab blev til regulær panik i lande som Frankrig, Spanien og Italien. Da kogalskaben endelig var under kontrol, kom mund- og klovsygen, og Danmark blev sammen med de øvrige EU-lande afskåret fra flere vigtige markeder.

I Spanien faldt forbruget af oksekød med 3,7 kilo pr. indbygger, mens italienerne skar 3,3 kilo af forbruget. I hele forløbet har de danske forbrugere reageret køligt, men først i år er italienerne og spanierne vendt tilbage til de røde bøffer. Nye opgørelser fra Kødbranchens Fællesråd viser, at salget til de to lande i første halvår 2002 blev henholdsvis 10.200 og 7400 tons, hvilket på begge markeder omtrent svarer til en fordobling.

Alene i Rusland
I landets største slagterikoncern, Danish Crown, venter man, at denne stigningstakt holder året ud.

»Frygten er ved at ebbe ud blandt forbrugerne på disse markeder, og priserne er ved at være normale. Samtidig har væksten i Rusland været så voldsom de seneste måneder, at det nu er vores største marked målt i mængder,« fortæller Lorenz Hansen, direktør i Danish Crown.

Han vurderer, at det på sigt vil være udbuddet af kreaturer, der sætter grænsen for væksten. Antallet af kvæg i Danmark falder gradvist, fordi Danmark af EU er tildelt en fast kvote for, hvor meget mælk landmændene må levere. Når køernes gennemsnitlige ydelser vokser år for år betyder det, at der skal stadig færre køer til at fylde kvoten. Dermed bliver der også mindre oksekød, da en meget stor del af den danske produktion kommer fra netop malkekøer.

Lennart Korsgaard Nielsen, formand i Kødbranchens Fællesråd, er særdeles tilfreds med, at Danmark - foreløbig som det eneste EU-land - har fået adgang til at levere udbenet oksekød til det vigtige russiske marked, der har været lukket længe.

Mens Lennart Korsgaard glæder sig over, at den totale eksport endelig viser flotte vækst-rater igen, beklager han, at salget til det tyske marked fortsat er helt i bund. Så sent som i 2000 var landet det næststørste eksportmarked for dansk okse- og kalvekød, men salget er faldet fra 16.000 til 2000 tons på et par år, og der er ingen tegn på bedring.

Tværtimod har de tyske slagterier opbygget en betydelig eksport til Danmark - blandt andet fordi tyskerne er dygtige til at producere oksekød af høj kvalitet.

www.jp.dk

Se alle nyhederne