| Lurpak Butter Ghee godt fra startSkrevet d. 1 December 2004Det næstyngste familiemedlem i Lurpak familien kom godt ud af starthullerne.
Det næstyngste medlem af Lurpak familien - Lurpak Butter Ghee - blev lanceret på markederne i Mellemøsten i foråret, og på godt et halvt år er salget nået op på 900 tons.
Lurpak Butter Ghee, der er såkaldt klaret smør, har dermed medvirket til, at eksporten af Lurpak produkter til Mellemøsten er steget med 1.000 tons i det forløbne år.
Det fremkom på Andelssmørs generalforsamling torsdag 25. november i Arla Foods’ hovedkontor.
Det varer dog stadigvæk et stykke tid, inden Lurpak Butter Ghee har vokset sig lige så stor som de øvrige medlemmer i Lurpak familien.
Således udgjorde den samlede eksport af Lurpak smør og blandingsprodukter i det forgange år 63.300 tons. Der er tale om en stigning på 4.400 tons svarende til 8 procent. Også året forinden steg eksporten - nemlig med 13 procent.
På den baggrund betegnede adm. direktør i Andelssmør Jens Refslund årets resultat som tilfredsstillende:
”Dette på trods af specialt lave dollarkurser og faldende restitutioner. Det er dog glædeligt, at vi på trods af en skærpet konkurrence har formået at kompensere noget herfor via prisforhøjelser på Lurpak produkter på flere af vore vigtigste markeder”, sagde Jens Refslund på generalforsamlingen.
Lurpak Butter Ghee fremstilles på Rødkærsbro Smørmejeri, hvor smørret smeltes og vandet centrifugeres ud.
Butter Ghee er et udbredt produkt på markederne i Mellemøsten, hvor det anvendes i madlavningen.
Andelssmørs omsætning steg i 2003/04 med 117 mio. kr i forhold til året før til 2,39 mia. kr.
Resultatet blev 62,6 mio. kr mod 24,2 mio. kr. året før.
England er med to tredjedele af eksporten fortsat det største marked for Lurpak. I alt blev der eksporteret knap 42.000 tons Lurpak og Lurpak Spreadable til det engelske marked.
Mellemøsten er med 18 procent af eksporten det næststørste marked.
Det yngste medlem af Lurpak familien er Lurpak smør med sydesalt fra Læsø, der for nylig blev lanceret på det danske marked.
På generalforsamlingen var der genvalg til Andelssmørs bestyrelse.
Andelssmør er et fælles salgsselskab for de 11 medlemsmejerier, hvoraf seks fremstiller Lurpak produkter. Andelssmør indgår i Arla Foods’ koncernregnskab.
Se alle nyhederne
|