| Bestmeat på vej til Danmark?Skrevet d. 6 December 2004Den hollandske slagterikoncern Bestmeat, som er Europa næststørste, kan være på vej til at etablere sig i Danmark, og dermed lægge hårdt pres på den i forvejen hårdt pressede danske Danish Crown-koncern.
Der skal om kort tid foretages prøveslagtninger på det tidligere Danish Crown-slagteri i Struer, som har stået tomt i to år, og ifølge TV Midt-Vest nævnes Bestmeat som køber af anlægget.
Slagteriet blev lukket efter krav fra myndighederne i forbindelse med fusionen mellem Danish Crown og Steff Houlberg.
Danish Crown havde ikke andet valg end at accpetere kravet, men gjorde samtidig alt, hvad der stod i dets magt for at gøre anlægget uattraktivt. Bl.a.
søgte slagterigiganten om at få nedsat miljøgodkendelsen fra 14.000 svin om ugen til 10.000, samtidig som man udstykkede flere bygninger samt slagteriets parkeringsplads med henblik på salg til andre formål.
Et yderligere krav fra konkurrencemyndighederne var, at der skulle skabes plads til et alternativ til det store danske selskab, samt at Danish Crown skal sørge for leveringen af råvarer til den fremtidige ejer af slagteriet i Struer.
Kravet nævnte også en hemmelig deadline for et salg af slagteriet, og det er denne deadline, som nu kan nærme sig.
Det ligner en enorm økonomisk bét for Danish Crown nu at få den værste europæiske konkurrent inden for på hjemmemarkedet – og endda være tvunget til at hjælpe konkurrenten med anlæg og leverancer. Men regningen for fusionen med Steff Houlberg i 2001 skal formentlig betales i Struer i dag.
Kilde: Foodwire.dk
Se alle nyhederne
|