| Friland A/S i fremgangSkrevet d. 11 December 2003Omsætningen i Friland A/S steg med otte procent i det netop afsluttede regnskabsår.
Dermed blev omsætningsnedgangen fra sidste år godt og vel indhentet.
Indtjeningsmæssigt kan Friland notere sig en stigning i bundlinieresultatet fra 2,2 mio. kr. sidste år til 2,8 mio. kr. i år. Heraf går hovedparten af indtjeningen tilbage til leverandørerne i form af restbetaling.
Det seneste regnskabsår bød på fremgang for Frilandsgris og økologisk kød, men tilbagegang for nogle typer kødkvæg.
Salget af Frilandsgris blev hjulpet godt på vej af, at Prima-kæden fra begyndelsen af 2003 fik produktet i køledisken. Samtidig skruede de øvrige kæder, der forhandler Frilandsgris, op for markedsføringen af produktet.
Fremgangen for Frilandsgris satte også sit præg på afregningen til leverandørerne. Tillægget for Frilandsgris nåede hen over sommeren op på et historisk højt niveau med 2 kr. pr kg.
Afsætningen af økologisk kød steg i det seneste regnskabsår både på hjemmemarkedet og på eksportmarkederne. Konkurrencen var dog særdeles hård på eksportmarkederne, ligesom den vigtige valuta, pund, stod særdeles svagt over for den danske krone. Det blev derfor alligevel et meget vanskeligt år for de økologiske svineproducenter.
På hjemmemarkedet har især det økologiske oksekød været med til at trække salget op. Kampagner for økologisk hakket kød har haft en positiv effekt, og Friland solgte således 17 procent mere økologisk oksekød i det seneste regnskabsår.
Det betyder også at der ved årets slutning er en restbetaling på 51 øre/kg til de økologiske oksekødsleverandører
Kilde: Landbrugsavisen
Se alle nyhederne
|