| Danskere vil have kød!Skrevet d. 12 December 2003I Danmark spiser vi markant mere kød end vores naboer. Hver eneste dansker spiser over et kg svinekød om ugen, men også oksekødet er ved at blive hverdagskost.
Danskerne foretrækker stadig en saftig bøf eller en kotelet. Og vi spiser langt mere okse-, kalve- og svinekød end vores nordiske naboer i Sverige, Norge, Finland og Island.
En undersøgelse i Nordisk Statistik Årbog 2003 viser, at danskerne sidste år spiste godt 81 kg okse-, kalve- eller svinekød svarende til godt 1,5 kg om ugen.
Sammenlignet med vores nordiske fæller er det langt mere, end hvad de formår at sætte til livs. I Norge spiser de til sammenligning kun 800 gram okse- eller svinekød ugentlig, mens islændingene kun spiser godt et halvt kg. Til gengæld spises der i de andre nordiske lande langt flere kartofler, mælkeprodukter og fisk.
- Kød har altid været billigere i Danmark end i de andre nordiske lande, og vi har altid haft rigeligt af det. Men det handler også om, hvordan vi vægter kødet i vores måltider. En tidligere undersøgelse af opskrifter i danske og svenske dameblade viser, at der i Danmark indgår langt større mængder kød i opskrifterne, end der gør i Sverige, forklarer ernæringsforsker Lotte Holm fra Landbohøjskolen.
I resten af Norden har man også haft en helt anden tradition for at spise fisk. Samtidig er der også fundet andre substitutter til det dyre kød. En normand eller en svensker spiser knapt 30 kg flere kartofler om året end en dansker.
- Det er en mere sparsommelig madkultur, de andre lande har, hvor vores er mere ekstravagant. Kød har en langt større værdi for danskeren, forklarer Lotte Holm.
Kilde: Landbrugsavisen
Se alle nyhederne
|