| Priskrig på mælkSkrevet d. 13 Januar 2005Aldi har sænket prisen på en liter minimælk til 3,95 kroner, og der er også store prisfald på let- og sødmælk. Dermed er der lagt op til et nyt slag i priskrigen på mælk. Dagligvarebranchens sværvægtere, Coop Danmark og Dansk Supermarked, agter nemlig at følge Aldis mælkepriser. Det skyldes, at mælk er et meget følsomt produkt, som afgør, i hvilken butik en stor del af forbrugerne lægger deres indkøb, fortæller informationsdirektør i Coop Danmark Jens Juul Nielsen. Han tilføjer dog, at prisen er så presset, at flere af mejeriprodukterne nu er en underskudsforretning for Coop. Derfor ser Coop gerne, at Arla begynder at bidrage til at finansiere prisfaldene.
Fakta sætter prisen på dansk minimælk ned fra i dag, torsdag: Fremover vil en liter Danmælk minimælk fra Arla kun koste 3,95 kr. mod før-prisen 4,50 kr. Samtidig introducerer Fakta fra næste uge økologisk minimælk fra det lille Thiese Mejeri ved Skive til kvalitetsprisen 6,95 kr. literen.
Det oplyser Faktas indkøbsdirektør Stig Laursen.
- Vi vil med prisnedsættelsen markere, at Fakta er i den lave ende af prisskalaen. Generelt ligger vore priser 10-15% under et almindeligt supermarkeds. Mælk er et af parametrene for prisbillighed – og vi har valgt at lade prisnedsættelsen gælde dansk minimælk i modsætning til andre, der sælger udenlandsk mælk, siger Stig Laursen.
Det samlede danske mælkesalg var ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik lidt over 526 mio. kg, hvoraf letmælk og skummetmælk udgør over 420 mio. kg.
- Den økologiske andel af konsummælksprodukterne var næsten 140 mio. kg, og valgfrihed mellem store og små mejerier og salget af økologisk mælk er baggrunden for, at vi nu har taget økologisk minimælk fra det lille Thiese Mejeri ved Skive til kvalitetsprisen 6,95 kr. literen, siger Stig Laursen.
Han mener, at prisforskellen ikke er noget problem.
- Vi fører de varer, vore kunder efterspørger mest. Vore kunder kommer fra mange dele af samfundet, og mens nogle gerne vil handle efter pengepung, vil andre hellere handle efter deres følelser eller forbrugsmæssige holdninger. Med over 1,4 mio. kunder om ugen skal vi være rummelige og have plads til begge dele, konstaterer Stig Laursen
Se alle nyhederne
|