| Forbrugere vælger den nye mælkemballageSkrevet d. 7 Januar 2005I næste uge kommer Arla Ekspres Minimælk i liter-kartoner med skruelåg. Hvorvidt alle mælkekartoner fra Arla Foods skal have skruelåg, kommer an på forbrugernes dom.
Siden 1970 har de fleste danskere købt deres mælk i kartoner, der har været mere eller mindre lette at åbne ved at ”folde gavlen ud”.
”Den traditionelle mælkekarton er en god og billig emballage, men den har også nogle handicaps: Kartonen kan ikke ligge ned, når den er åbnet. Den er ikke 100 procent genlukkelig, og endelig er der forbrugere, som mener, at kartonen er svær at åbne og hælde af, siger kategorichef Karsten Jeppesen, der også fortæller, at Arla Foods tit får henvendelser fra forbrugere, der ønsker en bedre emballage.
Derfor har man nu lavet en karton med skruelåg, som er blevet testet i forbrugergrupper, hvor deltagerne har sagt god for den.
”Tidligere ville vi i så tilfælde skifte over til skruelåg over hele linien, men vi vil gerne lytte endnu mere til forbrugerne og deres erfaringer med kartonerne i praksis.
Derfor har vi valgt at begynde med skruelåg på Arla Ekspres Minimælk som et forsøg, der strækker sig over nogle få måneder”, siger Karsten Jeppesen.
På de nye kartoner vil der være en henvisning til et spørgeskema på www.arla.dk, hvor forbrugerne kan give deres besyv med om skruelåget.
”Til marts samler vi resultaterne fra spørgeskemaerne, før vi beslutter, om mælkekartonerne skal have skruelåg i fremtiden”, siger Karsten Jeppesen.
Se alle nyhederne
|