| Islandsk Magasin-ejer igen på opkøbSkrevet d. 24 Januar 2005Købelysten har ingen ende hos den nye ejer af stormagasinkæden Magasin, islandske Jon Asgeir Johannesson.
Fredag lykkedes det Jon Asgeir Johannesson, på vegne af sit investeringsselskab Baugur, at købe den britiske dagligvarekoncern Big Food. Købet sker i samarbejde med en gruppe andre investorer, der alt i alt må smide 326 millioner engelske pund, svarende til cirka 3,5 milliarder kroner på bordet for at få fingre i den britiske forretningskæde.
Jon Asgeir Johannesson blev berømt i Danmark, da han overtog Magasin i november.
Men få dage efter var han tilbage i Storbritannien, hvor han overtog tøjkæden Mk. One - en forretningskæde der slutter sig til den håndfuld tøjmærker, forretningskæder og legetøjsbutikker, som Baugur kontrollerer i Storbritannien.
Vidunderdreng
Jon Asgeir Johannesson har i løbet af få år fået et ry som en af britisk detailhandels vidunderdrenge, selv om mange spørger sig selv, hvornår bukserne sprækker, fordi den islandske investor måske forsøger at gabe over for mange og for risikable opkøb, og fordi det er mere end vanskeligt at konstatere, hvorfra de mange milliarder kroner til opkøbene kommer fra.
Faktum er, at Baugur og familien Johannesson har tætte forbindelser til en række andre islandske familier med mange millioner på kistebunden, så måske er det derfra, en del af pengene kommer.
Købet af Magasin, en handel til en lille halv milliard kroner, var nærmest kun et greb i lommen for den 37-årige Jon Asgeir Johannessen. Alligevel var han tydeligt stolt over, at have sikret sig forretningskæden, som i Island er særdeles velkendt.
Baugur-gruppen har Jon Asgeir Johannessen og faderen bygget op i løbet af 15 år. Det hele begyndte med en lille stribe islandske dagligvarebutikker, men specielt de seneste år er det går stærkt -- kulminerende med et overskud i 2003 på omkring en milliard kroner og en anslået omsætning på cirka 20 milliarder kroner.
Kilde:Politiken
Se alle nyhederne
|