| Arla bøjer sig for supermarkederSkrevet d. 27 Januar 2005Presset fra mindre danske mejerier og udenlandsk mælk er nu så stort, at Arla må give køb på deres navn.
Fremover vil Arlas velkendte røde logo ikke være at finde på alle mælkekartoner, der forlader et af koncernens mejerier.
- Vi har aftalt med Supergros, at de fremover skal have leveret mælk under navnet "Kløverblomst". Der er tale om en billigmælk, som kun leveres til Supergros, siger kategorichef Karsten Jeppesen fra Arla til Jyllands-Posten.
Supergros er en af Danmarks største indkøbere og leverer varer til 11 købmandskæder.
Det nye tiltag betyder, at Arlas eget mærke Danmælk forsvinder fra hylderne i mange supermarkeder. Til gengæld håber Arla at blive mindre sårbar i priskrige og at de kan bremse importen af billig tysk mælk.
Satser på dyr mælk
Men det er tilsyneladende ikke kun billig tysk mælk, der presser Arla. For selskabet vil også satse på speciel mælk i den dyre ende af sortimentet.
- På samme måde vil vi - til de enkelte detailkæder - skræddersy specielle mælkemærker i den øverste ende af prisskalaen. Produkter, hvor literprisen måske er 8-10 kroner, siger Karsten Jeppesen og løfter lidt af sløret for, hvad Arla har i støbeskeen.
- Det kunne være mælk fra en bestemt race af køer, der har græsset i bestemte områder. Eksempelvis fra køer, der har græsset ved Mariager Fjord. Eller mælk fra køer, der lever i løsdriftsstalde. Eller mælk med særlige ernæringsmæssige kvaliteter.
De nye tiltag vil øge Arlas omkostninger, men kan det bremse importen at tysk mælk på det danske marked håber Arla at minimere tabet.
Kilde: DR
Se alle nyhederne
|