| Fakta´s omsætning er steget 600 mio. kr.Skrevet d. 21 Februar 2005Discountkæden Fakta har i 2004 forstærket sin position som Danmarks mest ekspansive butikskæde. I løbet af året er kæden blevet udvidet med 26 nye butikker, og omsætningen har for første gang passeret 7 milliarder kr.
Omsætningen er vokset med 8 procent fra 6,7 mia. kr. til 7,25 mia. kr. Det viser årsregnskabet fra Fakta A/S.
Resultatet før skat er 65 millioner kr., hvilket er mindre end rekordåret 2003, hvor overskuddet var 92 millioner kr. Men resultatet betragtes som tilfredsstillende.
”Prisfald på centrale varer som mælk, brød og øl har kostet et stort to-cifret millionbeløb. Og den høje etableringstakt af nye butikker påvirker naturligvis også resultatet. Set i det lys er resultatet tilfredsstillende, og det er da også det 3. bedste i Faktas 23-årige historie,” siger adm. direktør Claus Jensen, Fakta.
Der er skabt godt 300 nye arbejdspladser i kæden, der nu beskæftiger godt 3.600 medarbejdere. Netop medarbejderne er nøglen til Faktas forbedrede resultater. En trivselsmåling viste i 2004, at 97 procent er ”tilfredse” eller ”meget tilfredse” med at arbejde i Fakta. Den større tilfredshed har været medvirkende til at skabe en positiv udvikling i butikkernes svind, på omkostninger og på effektiv drift i såvel butikker som på hovedkontoret i Vejle.
I år og 2006 forventer Fakta at udvide medarbejderstaben med yderligere 600. I sidste uge åbnede kæden butik nummer 300. Målet er nu i alt 350 butikker i 2007 og en omsætning på 10 milliarder kr.
”Udover de lave priser er der to andre hovedforklaringer til vores vækst. Det ene er bekvemmeligheden for vores kunder ved at handle hurtigt i en Fakta, som altid er lige i nærheden, og hvor man kender det faste sortiment. Og så er det vores indkøberes evne til at komme med nye spændende varer hver uge, hvor flere og flere forbrugere er blevet klar over, at man kan gøre et godt køb,” siger Claus Jensen.
Se alle nyhederne
|