| Minimælk i førertrøjenSkrevet d. 12 Juli 2004Danskerne drikker nu mere minimælk end skummetmælk, viser Arla Foods’ estimat for 2004.
Med en andel af det samlede mælkeforbrug på 23 procent er minimælken for første gang, siden de første kartonner blev stillet i kølemontrerne i 2001, mere populær end skummetmælken, der tegner sig for 22 procent af mælkedrikkeriet.
”Minimælk er i mange familier blevet den mælk, som familien kan samles om. Tidligere drak mor skummetmælk, mens far og børnene foretrak let- eller måske sødmælk. Med minimælken får mor stadig opfyldt sit ønske om en lav fedtprocent, og resten af familiemedlemmerne får stadig den gode smag, som de sætter pris på. På den måde bliver det lettere at købe ind, og familien undgår, at mælkerester bliver for gamle”, siger kategorichef Karsten Jeppesen, Arla Foods.
Samtidig fortsætter den fedtfattige trend med uformindsket kraft. Letmælkens andel er nu nede på 40 procent, hvilket for første gang er mindre end mini- og skummetmælk tilsammen. Og sødmælk udgør blot 15 procent af det samlede forbrug, hvilket er en halvering på ti år.
Se alle nyhederne
|