| Danskerne har fået nye kartoffelvanerSkrevet d. 12 August 2004Efter mange års fald i kartoffelsalget, vender flere og flere danskere nu tilbage til kartoflerne. Årsagen er lancering af nye, små kartofler, der er hurtige og nemme at tilberede.
Sidste år lancerede Danmarks nye mærkevare inden for fødevarer, De 5 Gaarde, sammen med Coop Danmark små kartofler fra Schackenborg i Irma og Kvickly. De blev solgt hurtigt.
Nu indledes 2. sæson og i den kommende uge får kunderne i Irma og Kvickly mulighed for den første smag på kartoffelhøsten. Det er i bakker med 650 gram. Senere på sæsonen kommer de i 900 grams bakker.
Særligt ved kartoflerne er, at den har en meget tynd ”hud”, der gør, at de ikke skal skrælles, og samtidig har den lille spisekartoffel en god smag. Schackenborg kartoflerne dyrkes på godsets bedste muldjord, hvor vanding ikke er nødvendig. Umiddelbart inden levering til butikkerne vaskes kartoflerne og emballeres i bakker.
”Den kraftige stigning i salget af små kvalitetskartofler, som f.eks. Schackenborg kartoflerne har stoppet faldet i det samlede kartoffelsalg,” siger kategorichef Jens Henrik Jensen, Coop Danmark.
Bag ”De 5 Gaarde” står Schackenborg, der drives af H.K.H. Prins Joachim, Frijsenborg og Wedellsborg, der drives af Bendt Wedell, samt Gyllingnæs og Constantinsborg, der drives af Troels Holch Povlsen.
De 5 Gaarde produkter forhandles kun af Coop. Udover de nye kartofler fås også en ost fra De 5 Gaarde, Kirstine, som kan købes i SuperBrugsen, Kvickly og Irma. I den kommende tid vil der komme flere nye produkter inden for andre vareområder i Irma og Kvickly fra De 5 Gaarde.
Se alle nyhederne
|