| EU vil have flere informationer på madenSkrevet d. 15 September 2004Det skal være lettere for europæiske forbrugere at gennemskue, om de lægger sunde varer i indkøbskurven.
Det mener David Byrne, EU's kommissær for sundhed og forbrugerspørgsmål, og på den baggrund vil han tvinge producenter til at skrive indholdet af fedt, protein og kulhydrat bag på fødevarerne.
I dag må forbrugeren gætte
I dag nøjes producenter af usunde produkter som slik, kager og sodavand ofte med at skrive en liste over ingredienser og lader forbrugeren gætte på fordelingen.
»Kommissæren vil gøre næringsdeklarationer obligatoriske, så forbrugeren kan træffe et oplyst valg i butikken«, siger Beate Gminder, Byrnes talskvinde. Hun tilføjer, at det nok bliver hans afløser i den ny kommission, der fører beslutningen ud i livet.
Kommissionen forventer at præsentere et endeligt forslag i løbet af få måneder. De danske myndigheder er positive, men ser gerne, at der kommer endnu flere informationer i næringsdeklarationen.
»Vores indstilling er, at det også bør fremgå, hvor meget sukker, mættet fedt og salt der er i fødevarerne. Det vil understøtte de danske kostråd om at skære ned på indtaget af de tre stoffer«, siger Fødevaredirektoratets bromatolog Dagny Warming, der er den danske repræsentant i sagen.
En næringsdeklaration på alle fødevarer giver forbrugeren bedre mulighed for at sammenligne varer - modsat i dag, hvor den ene kage har en deklaration, men den anden kun har en ingrediensliste, vurderer Dagny Warming.
Slik med problemer
Fødevareindustrien under Dansk Industri anbefaler i forvejen sine medlemmer at skrive fordelingen af næringsstoffer på fødevarerne og har intet imod, at ordningen bliver obligatorisk.
Men chefkonsulent Dorthe Pedersen siger, at producenter af slik og chokolade får store problemer med at følge EU's regler.
»Dansk slik sælges i mange lande, og der er dårligt plads til at skrive indholdet af sukker, salt og fedt på otte forskellige sprog. Derfor bør EU udvikle fælles symboler for stofferne«, siger hun.
Skeptisk landbrug
Landbrugsrådet bryder sig ikke om en obligatorisk varedeklaration. Langt de fleste producenter af kød, mejeriprodukter og brød skriver den frivilligt alligevel, siger fødevarekonsulent Susanne Kofoed.
Kilde: Politiken
Se alle nyhederne
|