| Derfor lever vi usundtSkrevet d. 16 September 2004Præferencer for søde sager og ’programmering’ af smagssansen tidligt i livet spiller også en rolle i nutidens fedmeepidemi.
Fødevarevirksomhederne gør deres produkter mere attraktive ved at tilsætte mere sukker og fedt. Det siger direktøren for det britiske konsulentfirma The Marketing Clinic, Thornton Mustard i et interview i Financial Times. Forbrugerne kan bedst lide fede og søde fødevarer, fordi den menneskelige smagssans blev udviklet i en tid med mangel på nærende fødevarer og virksomhederne efterkommer ifølge Mustard blot denne efterspørgsel.
– For at øge produkternes tiltrækning i den kvantitative testning, som alle de store fødevareselskaber benytter, er den bedste metode at tilføre mere fedt eller mere salt eller mere sukker. Forbrugeren vil derefter sige, at det smager bedre, siger han.
Samtidig lærer folk at foretrække den smag, duft og struktur i de fødevarer, de spiser som børn, og virksomhederne kan på den måde ’programmere’ folks smagspræferencer tidligt i livet. En anden årsag til nutidens fedmeepidemi er det store fødevareudbud, som ifølge undersøgelser medfører en større appetit. Derudover kan kunstige sødemidler ’forvirre’ kroppen, idet den ikke længere kan udnytte sin smagssans til at tælle kalorieindtaget.
Kilde: Clive Cookson, Børsen
Se alle nyhederne
|