| Gris på gaflenSkrevet d. 24 December 2003Gris på gaflen i julen bliver mere og mere almindeligt øst for Storebælt: Især københavnerne vil have sprød svær juleaften.
"Det er grisens genkomst," siger magister i historie Else-Marie Boyhus til Politiken, efter at analyseinstituttet Sonar kunne fortælle, at 52 pct. af danskerne spiser flæskesteg juleaften i dag. For ti år siden var det blot 38 pct.
"For fem år siden var det dårlig smag at servere svinekød, i dag er det blevet in, primært fordi kvaliteten er blevet bedre," mener hun.
Der en god forklaring på, at grisen har fået come back på de københavnske borde jule aften og at man i Jylland og på Fyn betakker sig:
"I de jyske og fynske landområder får de så rigelige mængder af flæskesteg resten af året," oplyser Gunnar Sehested-Larsen, analysechef hos Sonar.
"Flæskesteg er nok mere hverdagsmad," mener borgmester John Solkær Pedersen (Fælleslisten), Sundeved i Sønderjylland. Her spiser man også i gennemsnit 14,43 grise per indbygger om året mod 2,48 i resten af landet under ét.
Anden er dog stadig den mest populære julespise herhjemme, fortæller avisen.
Se alle nyhederne
|