| Hjerte- og karsygdomme er en verdenstrusselSkrevet d. 28 December 2003WHO advarer i ny rapport:
FN's sundhedsorganisation, WHO, udpeger i en ny rapport tre forsømte verdensepidemier, som udgør voksende trusler og bør bekæmpes på verdensplan.
Det drejer sig først om fremmest om hjerte- og karsygdommene. Antallet af tilfælde er faldende i de dele af verden, hvor forebyggelse er slået igennem, men stærkt stigende i blandt andet udviklingslandene.
Den anden sundhedstrussel, som WHO ønsker fokus på, er tobakken. Rygnings betydning for udvikling af bl.a. hjerte- og karsygdomme er velkendt, og WHO foreslår styrket national indsats på området.
Det tredje indsatsområde er trafikken, som hvert år har mere end 20 millioner alvorligt sårende eller døde på samvittigheden.
I sin World Health Report 2003 advarer Verdenssundhedsorganisationen, WHO, imod den hastige udvikling i hjerte- og karsygdomme på verdensplan og anbefaler en global indsats. Iskæmisk hjertesygdom og slagtilfælde er to af de tre hyppigste dødsårsager på verdensplan.
HIV/AIDS er fortsat den største dødsårsag blandt 15-59–årige. Iskæmisk hjertesygdom kommer på en andenplads og slagtilfælde på en femteplads. Men når det drejer sig om dødsårsager hos voksne over 60 år ligger iskæmisk hjertesygdom på førstepladsen og slagtilfælde på andenpladsen.
Forebyggelsen skal forstærkes
I Danmark og andre vestlige lande, hvor hjerte- og karsygdomme har medført overdødelighed i årevis, er dødeligheden nu faldende. Det skyldes bl.a. udvikling af effektive behandlingsmetoder. Således kan patienter med hjerte- og karsygdomme leve i årevis med deres sygdom.
- I Danmark dør næsten lige mange mennesker af kræftsygdomme og hjerte- og karsygdomme, men sidstnævnte er den hyppigste årsag til dårlige leveår, siger Hjerteforeningens direktør, Susanne Volqvartz. Hver dansker har 13 dårlige leveår, og i den sammenhæng er hjerte- og karsygdomme den største synder.
- Der er derfor al mulig grund til at tilslutte sig WHO’s opfordring om at bekæmpe hjerte- og karsygdomme på verdensplan. Det er også vigtig at bakke aktivt op om WHO’s tobakstraktat, som bl.a. skal skabe modvægt til den massive påvirkning, som tobaksbranchen udsætter udviklingslandene for i disse år.
Også i Danmark er vi nødt til fortsat at oplyse om, at hjerte- og karsygdomme i høj grad er livsstilsbetingede, og at en sundere livsstil uden tobak, med sund kost og daglig motion er vejen til et sundt hjerte.
- Vi må desuden arbejde internationalt for at udbrede vor viden om betydningen af livsstilsfaktorer og sundhed. Hjerte- og karsygdomme ligger ikke alene som tikkende bomber for sundheden i udviklingslandene, men også blandt de nye medlemslande i EU.
Se alle nyhederne
|