| Det går godt for dansk svineeksportSkrevet d. 9 Februar 2004Især udsigt til større eksport til de nye EU-lande.
Eksporten af dansk svinekød ventes frem til 2007 at stige med ca. 100.000 tons. Det er især i de nye EU-lande i Central- og Østeuropa, der er mulighed for at erobre nye markeder.
Det oplyste formanden for gårdejer Bent Claudi Lassen, formand for svineproducenternes og slagteriernes brancheorganisation, Danske Slagterier, på et pressemøde mandag.
I 2003 blev der eksporteret 1,7 mio. tons dansk svinekød til flere end 130 lande. Eksportmængden ventes at stige til 1,8 mio. tons i 2007.
- De 10 lande, der bliver medlemmer af EU den 1. maj i år, ser ud til at blive interessante markeder for slagterierne og forædlingsvirksomhederne. Sidste år eksporterede vi 45.000 tons til Central- og Østeuropa. I 2007 ventes eksporten til de nye EU-lande at blive 180.000 tons. Det er en firedobling på få år, siger Claudi Lassen.
Danske Slagteriers formand tilføjer, at den stigende købekraft i de nye EU-lande og deres behov for at omlægge og rationalisere landbrug og fødevareindustri er årsagen til denne udvikling.
Andre markeder
Også i de kommende år er der udsigt til en eksport på over 200.000 tons til det lukrative japanske marked, hvor dansk svinekød har opbygget en stærk position. Afsætningen af spareribs til USA ventes ligeledes at ligge på et stabilt niveau.
De nuværende 15 EU-lande ventes fortsat afsætningsmæssigt at udgøre ca. 60 pct. af eksporten. Tyskland vil fremdeles være den største kunde – ca. 400.000 tons årligt. Det er det samme som i 2003. Men siden 2000 er eksporten til Tyskland steget med over 100.000 tons.
Sverige vurderes som et marked med øgede muligheder.
Den næststørste EU-kunde er fortsat Storbritannien, som i 2007 ventes at aftage ca. 300.00 tons, fortrinsvis bacon.
- Vi har hele tiden øje for nye markeder. Med yderligere liberalisering af verdenshandelen, som forhåbentlig bliver resultatet af forhandlingerne i verdenshandelsorganisationen WTO, satser vi bl.a. på fremgang i Kina og Australien, siger Bent Claudi Lassen.
Se alle nyhederne
|